På Bjørnstrupvej i Tårs står en lille vejbod, hvor man kan købe friskopgravede kartofler – og bag projektet står den 12-årige Carl-herman. Det er første gang, den unge gut prøver kræfter med kartoffelavl, men han har gjort det med stor ildhu. Og skulle det gå godt i år, drømmer han allerede om at udvide til næste sæson.
Carl-herman er ikke nogen typisk skoleelev – det boglige fylder knap så meget – men han er en ægte praktiker, med en stor passion for landbrug, maskiner og dyr. Familien flyttede til Tårs sidste år, hvor de har lejet et hus med plads til at udfolde sig, og her har Carl-herman fået mulighed for at realisere nogle af sine drømme.

Med sin egen gamle Ford Dexta-traktor og en kartoffelhypper, som han selv har anskaffet, gik han i gang med at sætte kartofler. Boden, som kartoflerne sælges fra, har han selv bygget (med lidt hjælp fra mor) af genbrugstræ doneret af XL-Byg. Og han tilbyder endda levering af kartoflerne – inden for 5 kilometers radius (mod en mindre betaling).
At han tilbyder levering, er ikke tilfældigt. Carl-herman elsker nemlig også at cykle, så det giver ham både frihed og motion at bringe kartoflerne direkte til kunderne. Samtidig er han en meget frimodig og udadvendt dreng, der nyder kontakten med folk.
Selvom ukrudtet har fået lidt overtaget, tager Carl-herman det med et smil. Han stresser ikke, for som han siger: “Øvelse gør mester.” Han lærer bedst ved selv at prøve, dog mor hjælper til, når hun kan.
Udover kartofler har Carl-herman to kalve, han har flasket op med kip, og som skal slagtes til efteråret. Drømmene stopper ikke dér – næste store ønske er en kvie, som han kan tage med på dyrskue. Der er heldigvis mange gode mennesker i Tårs, der hepper på Carl-herman og giver en hånd med. En nabo kom med et stel til en vogn, dette fik Carl-herman malet og bygget lad på, og en anden nabo donerede materialer til bunden.
Carl-herman forsøgte sig også med at lave sit eget hø, men det måtte desværre kasseres, da det ikke blev tørt nok. Det slog ham dog ikke ud – han har “ja-hatten” på og ved, at man lærer allermest af sine fejl.
Carl-herman er et inspirerende eksempel på, hvordan passion, praktisk kunnen og lokalt sammenhold kan skabe grobund for både små og store drømme – også når man kun er 12 år.
Foto: Else Strauss Harpsø.


