For syvende sommer i træk har Tårs fået besøg af en ganske særlig slags “insekter”.
De tidligere år har det været små farverige mariehøns, men i år er det bier, som er fløjet ud i byen – ikke levende, men håndmalede sten, spredt med kærlighed og kreativitet af Britta og Lars Langkilde fra Lindely 2.
Initiativet hedder IS-LEG, og det er blevet en elsket tradition for både børn og barnlige sjæle. Ideen er enkel: Find én af de fint malede bier ude i byen, og byt den til en is hos Britta og Lars – hver dag i uge 28 mellem kl. 16 og 18.
I år er 54 sten lagt ud, og der kommer nye til hver dag, så legen fortsætter hele ugen. Man må som altid kun bytte én sten om dagen, så flest muligt får glæde af legen og en velfortjent is.
Britta og Lars skriver selv:
“ALLE vil gerne være med, så… Find nu KUN én sten om dagen til sig selv, og flest vil få glæden.”
Det er ikke bare en hyggelig aktivitet – det er et smukt eksempel på lokalt initiativ, fællesskab og ren sommerglæde. De håber som altid på at tage billeder af de glade deltagere og opfordrer alle til at kigge forbi og være med.
Så – har du fundet din bi i dag?
Sæt i gang – og spred det glade budskab!
Foto: Else Strauss Harpsø.


