Af Louise Frilev

Kandidat til KV25
Hjørring Kommune
Venstre
Da vi totalrenoverede vores hus og flyttede ind i sommeren 2022, blev der to eternitplader til overs. De står stadig i carporten.
Ikke fordi jeg ikke vil af med dem – men fordi det er besværligt og uklart, hvordan det gøres korrekt. Og jeg er ikke den eneste.
I Lilleheden Klitplantage ser vi desværre både haveaffald, bildele og – bekymrende nok – eternitplader. Eternit indeholder asbest, og når pladerne smuldrer, frigives farlige asbestfibre. De kan indåndes og er kræftfremkaldende – for dem, der dumper dem, for dyrene og for os andre, der går tur med børn og hunde. Det er en usynlig, men alvorlig sundhedsfare.
I dag kan borgere i Hjørring Kommune aflevere eternit korrekt på to steder: Miljøanlægget i Rønnovsdal ved Hjørring og Stadevej ved Brønderslev. Men det kræver transport, emballering og forståelse for reglerne – og emballagen koster 100 kroner stykket. For mig betyder det 200 kr. for at komme af med to plader – det overlever jeg nok. Men hvis det var hele mit tag? Så bliver det hurtigt både dyrt og uoverskueligt.
Vi skal ikke gå på kompromis med sikkerheden – det her affald kræver omtanke. Men vi skal også være realistiske: Når det er for bøvlet, bliver det nogle gange gjort forkert. Og det skader os alle.
Derfor foreslår jeg en forsøgsordning med midlertidige indleveringsstationer i yderområderne – fx ved Hirtshals og Løkken – og at emballagen til eternitaffald bliver gratis. Det vigtigste er dog oplysningen. Vi skal kommunikere klart og enkelt: Hvad må man, hvad må man ikke – og hvordan gør man det rigtigt? Mange ved det simpelthen ikke.
Grøn omstilling starter med det nære. Når vi hjælper hinanden med at passe på naturen – og gør det nemt at gøre det rigtige – løfter vi både fællesskabet, sundheden og vores lokale miljø.
Foto: Louise Frilev.


