Rigtig mange holder sommerferie i disse dage og nyder tiden med en tur til stranden. DMI lover pænt og dog ustadigt sommervejr i de kommende dage, hvor vi både får sol og dejlige sommertemperaturer, men også regn og byger, der lokalt kan blive kraftige og med torden. Er du ude at bade, når du hører tordenbulder, bør du søge op på land og allerhelst indendørs – for det kan være livsfarligt at bade i tordenvejr.
– Du er meget sårbar, når du er ude i vandet. Bliver du ramt af et lyn, eller slår lynet ned tæt på dig, kan du blive slået bevidstløs, og så er det meget farligt at opholde sig i vand, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, og fortsætter:
– Når der er kraftige byger, er der ikke umiddelbart øget risiko ved at bade, men hører du tordenbulder, eller ser du lyn, skal du skynde dig op af vandet og søge ly – allerhelst i en bygning eller i en bil med fast tag og lukkede vinduer. Er det ikke muligt, er det bedste at gøre at sætte sig på hug og krumme sig helt sammen, så man får så lille en kropsoverflade som muligt. Lyn slår typisk ned i genstande, der rager op i luften. Derfor skal man aldrig søge ly under fx et træ.
Er du på en strand med livreddere, og vejret pludselig skifter og ændrer forholdene på stranden, vil livredderne altid advare dig og de andre badegæster og hejse det røde flag i toppen af livreddertårnet. Det røde flag betyder, at livredderne fraråder badning, fx på grund af tordenvejr.
Gode råd fra livredderne i forhold til tordenvejr
- Badning frarådes. Der er ikke større risiko ved at være i vandet end på stranden, men bliver du slået bevidstløs af lynet, kan du drukne i vandet
- Søg ikke ly under træer, specielt ikke et enkeltstående træ
- Undgå unødig brug af mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr
- En bil med lukkede døre og vinduer er et godt sted at søge ly
- Søg om muligt indendørs
Landsdækkende aktionstal for uge 28 (7. juli – 13. juli 2025)
TrygFondens livreddertårne åbnede fredag den 27. juni, og livredderne er denne sommer til stede på i alt 34 strande og havnebade.
I uge 28 (7. juli – 13. juli) gennemførte livredderne i alt 7.776 indsatser, hvoraf det i tre tilfælde blev vurderet, at én eller flere personer var i livsfare. Derudover var der 187 almindelige førstehjælpsaktioner, 424 forebyggende aktioner og 7.162 oplysende indsatser.
Livreddende aktion i Løkken uge 28
Livredderne spotter en kitesurfer, der ligger i vandet cirka 500 meter nord for livreddertårnet. De sejler ud til kitesurferen for at høre, om vedkommende har brug for hjælp. Det viser sig, at kitesurferen er ved at prøve at svømme ind til land, men beder om hjælp til at komme ind. Den ene livredder hopper i vandet og hjælper kitesurferen med at få styr på sine liner, hvorefter livredderen svømmer kiten ind. Den anden livredder får kitesurferen op i båden og sejler ham ind til land.
Livredderne udfører fire typer indsatser på strandene:
- Livreddende aktioner, hvor det vurderes, at en eller flere personer er i livsfare.
- Førstehjælpsaktioner, eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
- Forebyggende indsatser, hvor livredderne er ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller få dem til at svømme tættere på land.
- Oplysende indsatser, hvor livredderne er i kontakt med badegæster om fx de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.


