Sommerferien er i fuld gang, og der er i øjeblikket stor travlhed i det danske sommerland – og meget tyder på, at det fortsætter i sensommeren.
Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er antallet af forhåndsbookede husuger i de danske feriehuse i august og september nemlig højere end nogensinde. I august er antallet af forhåndsbookede uger i feriehusene således steget med fire procent siden sidste år og 15 procent siden 2020, mens bookingerne i september er fem procent højere end i 2024 og hele 33 procent højere end i 2020.
Faktisk overgår antallet af forhåndsbookede husuger i august nu for første gang nogensinde juli måned, som ellers normalt betragtes som den største sommermåned i Danmark. Ifølge landets største danskejede feriehusudlejer Feriepartner er væksten i den såkaldte skuldersæson særligt drevet af de tyske gæster, som tegner sig for størstedelen af feriehusudlejerens bookinger i sensommeren.
– Tyskerne viser stor interesse for at holde sommerhusferie i Danmark, men de booker lidt anderledes, end de plejer. Tyskerne tegner sig for 9 ud af 10 af bookingerne i august og september, og det skyldes økonomisk usikkerhed, som resulterer i mere prisbevidste gæster. Derfor booker de lidt udenfor højsæsonen og søger efter et godt mix mellem pris og kvalitet. Her har mange heldigvis fået øjnene op for, at de danske feriehuse er et trygt og konkurrencedygtigt produkt, siger Flemming Toft Andersen, der er direktør i Feriepartner Danmark.
Faldende bookingtendens i juli
Flemming Toft Andersen fortæller supplerende, at efterspørgslen i juli ikke er fulgt med de seneste års fremgang i august og september. I øjeblikket tegner juli måned i år til at lande på nogenlunde samme niveau som sidste år, men ser man over en længere årrække, er antallet af bookinger faldet med ca. 12 procent siden 2019.
Men trods den faldende bookingtendens i juli ser 2025 ud til at blive den næst travleste sommersæson nogensinde målt på det samlede antal forhåndsbookinger i månederne juni, juli og august – kun overgået af 2023. Og tager man september med i ligningen, tegner 2025 sig til at blive den travleste sommer nogensinde i de danske feriehuse.
– Den samlede turismebranche har i en årrække arbejdet mod et fælles mål om at forlænge sæsonen for særligt kyst- og naturturister. En udvidelse af turismesæsonen skaber både liv og omsætning i landdistrikterne på flere tidspunkter af året til gavn for såvel turister som lokale borgere. Vi kan nu konstatere, at vi i høj grad er lykkedes med at skubbe til denne udvikling, og potentialet er større endnu, siger Flemming Toft Andersen og fortsætter:
– Værd at bemærke er dog, at juli måned, som vi normalt betragter som den største sommermåned i Danmark, over de seneste år er gået tilbage målt på antal udenlandske og danske overnatninger. Forklaringen skal formentligt findes i spredningen af tyskernes hovedferie og manglen på de norske gæster til at fylde feriehusene i juli.
Der var i alt mere end 23 mio. overnatninger i de danske feriehuse i 2024.
Link til relateret artikel: Gæsterne placerer V∙Kysten på en flot førsteplads



