Hvad driver direktør Hanne Kvist hos Nordsøen Oceanarium og Forskerpark? Og hvorfor er jobbet så vildt? Disse og flere spørgsmål er direktør Hanne Kvist hos Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark blevet stillet af .
Hvor længe har du haft jobbet?
– Siden 1. august 2024.
Uddannelse/baggrund?
– Jeg har i en årrække arbejdet i den globale fiskeindustri med forretningsudvikling og markedsføring. Jeg er uddannet cand.merc. i International Business fra Copenhagen Business School.
Hvorfor valgte du jobbet?
– Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark er begge vigtige institutioner inden for viden og formidling om livet i havet. Opvokset i Hirtshals med Nordsøen i min baghave og med mange års erfaring med fiskeri, forskningsformidling, salg og markedsføring har jeg altid været fascineret af stedet.
Hvad gør dig mest stolt i dit daglige arbejde?
-At være et sted der på bedste vis repræsenterer det område, vi er i: Havet omkring os, kysten og det rige dyreliv. Her i området lever vi af og med havet, og det er jeg stolt af, at vi formidler så passioneret, ligesom vi bidrager til forskning, avlssamarbejder og naturgenopretning.

Hvad gør dig mest glad i dit daglige arbejde?
– Huset her er fyldt med ildsjæle. De brænder for deres arbejde, hvad enten det handler om at give gæsterne en god oplevelse, passe dyr eller arbejde med naturbevarelse. Samtidig har vi et stærkt samarbejde med mange eksterne aktører.
Hvad er det største og mest fremtrædende fremskridt gennem tiden for zoos/akvarier?
– Vi har hjemme i et fiskersamfund, hvor fiskeri og livet i havet betyder rigtig meget. Det har blandt andet været rigtig godt at opleve, hvordan fiskere og vi samarbejder om naturbevarelse og bidrager til forskningsprojekter.
Hvad er det største højdepunkt i din (zoo) karriere?
– Zoo-karrieren er jo ikke lang, men det er positivt at opleve ånden og gejsten blandt medarbejderne, når sommerens højsæson er i gang. Alle rykker sammen om at give vores gæster en god, sjov og lærerig oplevelse.

Hvad kan man gøre for at passe bedre på naturen/biodiversitet?
– Vi vil alle gerne have et sundt havmiljø, og der er mange bud på, hvordan vi bedst sikrer det, alt efter hvem man repræsenterer. Jeg tror, det er rigtigt vigtigt, at vi på tværs af organisationer og fagområder lærer af hinanden og finder en fælles vej. Det ser vi blandt andet, når aktører med forskellige holdninger og interesser årligt mødes på Naturmødet. Det er glædeligt at opleve, og det har vi brug for endnu mere af.
Hvilket dyr finder du mest fascinerende?
– Jeg er mest fascineret af makrellerne i vores oceanarium. Stimerne er et flot syn og makrellen er et rigtig godt eksempel på en sund og velsmagende fisk, der fanges i de åbne vandmasser. Makrellen er en bæredygtig spisefisk, som der landes mange af i Hirtshals.


