For Anette Bæk er det vigtigt, at samfundet holder hånden under de svageste, tilføjer hun, når hun præsenterer sig som kandidat for SF til Byrådet i Hjørring Kommune.
– Jeg vil være stemme for netop de borgere. Sørge for, at de er medbestemmende og at vi alle tager ansvar, tilføjer folkesocialisten, idet hun nedenfor fremlægger sine vigtigste fokuspunkter frem til KV21.
Børn og familieliv: Vi har travlt med at skabe karriere i en tid hvor vi samtidig skaber familie. Forældre skal af samme grund kunne udsætte introduktionen til institution. Jeg ønsker et øget fokus på balance i arbejdsliv og familieliv.
Styrket sundhedspleje: En styrket sundhedspleje og en bedre inddragelse af begge forældre er altafgørende for en succesfuld start for den ny familie. Screening for efterfødselsreaktioner hos begge forældre skal prioriteres i højere grad.
Minimumsnormeringer: er mit tredje barn. Jeg vil gå rigtig langt for at følge den til dørs. Det er børnenes penge og de skal kunne mærkes i institutionerne. Jeg tror på, at får børn den rette opmærksomhed, omsorg og tid, så er det den bedste forebyggelse mod diagnoser, kriminalitet og ensomhed.
Ældre: Voksne mennesker har også brug for ordentlig pleje og omsorg- og varme hænder! Vi skal sikre vores ældre medborgere en ordentlig pleje. Der skal være klare linjer omkring struktur af hverdagen, og forudsigelighed for plejepersonalet. Vi skal endvidere arbejde på, at familie og pårørende prioriterer tid og omsorg for de ældste i familien.
Handicap og særlige behov: Et styrket efterværn skal give afsæt i et godt og vellykket forløb. Borgerrepræsentation er en nødvendighed. Kurven for klagesager skal vendes og borgerne i Hjørring kommune skal føle sig trygge og velinformeret i sagsbehandlingen.
Natur og miljø: Hjørring skal fortsætte sin rejse som naturkommune. Vi skal sikre grønne områder, natur, leg og rene linjer. Vi skal være en sund, og ren kommune, som unge familier ønsker at bosætte sig i. Samtidig skal vi søge at mindske den grønne regning vi allerede nu, efterlader til vores børn. Der er nok at tage fat på.
Folkeskolen: To-lærer ordning i Dansk og Matematik- fordi det giver mening! Vi skal medvirke til at børn kan agere i en akutsituation. Derfor skal vi have implementeret førstehjælp til skoleskemaet. Derudover er en grøn tilvænning for eleverne, et sted vi aktivt kan gøre en forskel. Det skal ind med skolemælken.
Anette Bæk er 34 år og gift med Troels. Mor til Carl og Pelle på 6 og 2 år. Uddannet lærer. Medlem af SF Familiepolitik, Tovholder på #Hvorerderenvoksen Hjørring og omegn, Stifter af Hjørring forældreorganisation, Tidligere formand for forældrerådet børnehaven Vilesvej, Tidligere formand for områdebestyrelsen for dagtilbud område Øst/Vest.