Fra klokken 12 til 18 vil dørene være åbne for alle, der har lyst til at opleve resultatet af mange års passion for lærred og farver. Udstillingen byder på 17 malerier og 13 stregtegninger, der spænder over et moderne og abstrakt udtryk.

Inspirationen finder Susanne Haslund i sine omgivelser, i samtaler med andre mennesker og i minderne fra en opvækst tæt på naturen. Hun er vokset op i den tidligere Grimshave købmandsforretning på Lendumvej 138, et sted omgivet af den naturskønhed, der ofte giver hende lyst til at male.

– Inspirationen kommer indefra, og når den kommer, må jeg straks gribe pensel og lærred og få mine tanker ned, fortæller Susanne Haslund om sin kreative proces.
Hendes værker beskrives som en forening af motiv, komposition, farver og symbolik, der tilsammen skaber en højere enhed på lærredet. Talentet har været tydeligt fra en tidlig alder, fortæller hendes far, Boris Haslund Sørensen.

– Du har haft talent allerede fra barnsben. Det har jeg set, når du har tegnet, og nu har du udviklet dig til en rigtig kunstner, hvor du maler flotte malerier, som fortjener at blive udstillet, lyder det fra den stolte far.

Det er med en vis spænding, at Susanne Haslund nu for første gang præsenterer sin kunst for et bredere publikum. Hun håber på en god modtagelse og glæder sig til at byde gæster velkommen. Der er fri entré til ferniseringen i Bodegaens Selskabslokaler.


