Det begyndte i silende regn, da deltagerne i Dana Cup 2025 mandag aften åbnede turneringen med optog og indmarch på Nordenergi Arena.
Derefter skinnede solen lige fra tirsdag morgen og ugen ud, da 995 hold spillede 2547 kampe.
– Det blev en helt igennem vellykket Dana Cup, og hold fra 57 nationer kunne sige farvel til Hjørring med store oplevelser og herlige minder i bagagen. Det er en kæmpe glæde at give børn og unge fra hele verden en oplevelse for livet – både på og uden for banen, hvor venskaber på tværs af grænser blev skabt, lyder det fra direktør Jette Andersen.

Nogle helt præcise facts:
🔹 995 hold
🔹 2.547 kampe
🔹 789 hold indkvarteret på skoler
🔹 63 baner
🔹 280 dommere
Nu sidder arrangørerne tilbage og fyldes af glade tanker og stor taknemmelighed, mens de sender en stor tak til de mere end 1.000 frivillige samt alle de mange i samarbejdsklubber hos Dana Cup.
Ligesom de sender en tak til sponsorer, samarbejdspartnere, personale og Hjørring Kommune.

