Den traditionsrige konkurrence Årets Bjesk afholdes hvert år under Hirtshals Fiskefestival, hvor dommerne denne gang var Ole Kjærsgaard, som er sponsorchef ved Nordsøen Oceanarium, Bente Jungquist, som er koordinator for Signe Hansens 125 års jubilæum, Rikke Vandsted, som er indehaver af B&B by the Sea og forpagter af Hirtshals Camping, samt forhenværende fiskeskipper Ib Dalsgaard.

Konkurrencens fem deltagende hold var i år Bjeskholdet ved Hirtshals Museum, som vandt i både 2023 og 2024 og Bjeskteam NordsøPosten, der vandt i 2022, samt de tre nye hold Uhrenholdts Gårds Bjesklaug fra Vrå, Bjeksteam Irish No 1 og Senior Bjesklauget fra Hirtshals. At sidstnævnte er nye i konkurrencen, var dog noget af en tilsnigelse, da medlemmerne tidligere har deltaget og vundet for Jazzklubben Hva no do.

Den erfaring skulle da også vise sig måske at have bidraget til udfaldet, da det ikke tog dommerbordet lang tid at afgøre, at den bedste bjesk gemte sig i flaske nummer 5, som turistchef Laila Zielke kunne afsløre, var indleveret af lige præcis de garvede veteraner i Senior Bjesklauget, som på dagen var repræsenteret ved Svend Andersen og John Kongerslev. Ganske vist var der rosende ord til alle bidrag, men tydeligvis ingen tvivl blandt dommerne om, hvilken der var den bedst egnede til Årets Sild 2026.

Forinden havde turistchef Laila Zielke afsløret årets etiket, som er skabt af Mette Borup. Det smukke billede havde naturligvis hentet lokal inspiration med fiskekutter, himmel, hav og Hirtshals Fyr.


