Foreningens område på Stenderupvej danner rammen om “Musik Under Åben Himmel”, som er en begivenhed med god stemning for hele familien.

Lige nu myldrer det til med gæster til dette første arrangement “Musik Under Åben Himmel”. Idrætsforeningen opfordrer alle til at medbringe et tæppe og slå sig ned på plænen, hvor de kan nyde musikken og den hyggelige atmosfære.


Scenen indtages af tre kendte musikere. Flemming Christensen, Mathias Christensen og Dennis Nielsen, som sørger for den musikalske underholdning på denne flotte sommerdag, hvor solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og med 23 grader kan det ikke blive bedre.

– Det er skønt med den store opbakning til “Musik Under Åben Himmel”, som jeg håber bliver en tradition på den sidste lørdag i skolernes sommerferie. Det er dejligt, at Idrætsforeningen på denne måde kan holde et arrangement ikke kun for vores 100 medlemmer, men for hele Tolne-Mosbjerg området, fortæller formanden Jannie Borg Møller Andersen.

Arrangørerne sørger også for, at ingen går sultne eller tørstige hjem. Der er salg af både øl, vand, pølser og brød fra grillen, så man behøver ikke at tænke på aftensmaden.


Billetter kan købes ved indgangen til en pris af 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn (6-18 år).



