Jens Lauritsen overtog i 2019 ejendommene Østergade 15 og 17, hvor Restaurant Kvisthuset og Krostuen, der blev til ”White House Burger” lå. Da burgerbaren lukkede, blev lokalet lagt sammen med Kvisthuset, og huset blev skalmuret med munkesten fra Sindal Teglværk.

Jens Lauritsen overtog også den bagvedliggende ejendom, diskotek Lucala, som han nu har omdannet til en moderne virksomhed, der er indrettet med værksted og lagerfaciliteter samt køkken og frokoststue til de ansatte.

Renoveringen er sket i respekt for den tidligere anvendelse. Derfor er det meste af bygningens karakteristiske indretning med blandt andet baren og de antikke døre til toiletterne bevaret.

Istandsættelsen af det tidligere diskotek Lucala er så gennemført, at flere af gæsterne spurgte, om det var tanken at genåbne det populære diskotek. Det er dog ikke tilfældet, konstaterede Jens Lauritsen.


Da alle var godt forsynet med mad og drikke tog Jens Lauritsen ordet:

Undskyld at jeg forstyrrer her midt i maden, men jeg vil gerne fortælle lidt om virksomheden og den bygning, vi nu sidder i.

Det er helt fantastisk, der er 176, der har taget imod invitationen, og jeg regner med, at vi bliver omkring de 200, inden dagen er omme.

Tusind tak for jeres store interesse for virksomheden, som blev stiftet den 1. september 2015. Det er nu 10 år siden, og det er det, vi fejrer i dag.

Det var med ærefrygt og ydmyghed, at jeg startede som selvstændig efter min ansættelse som installatør ved Kaj Kristensen siden 1. februar 2006.

Virksomheden er oprindelig fra Hirtshals. Hirtshals Elektro ved Helmer Nørregaard, Søndergade 15, Lampeforretning og El- installatør forretning. Kaj Kristensen og Anders Bjarne Poulsen købte El-forretningen den 3. juli 1980 i Østergade 11, Hirtshals. Opgaverne var alt andet end havnemiljøet.

Den 1. januar 1986 sælges Hirtshals Elektro og Kaj Kristensen starter på installatøreksamen, der varer 1,5 år, samtidig med at han har to børn og arbejde som elektriker.

Mandag den 3. august 1987 starter Kaj Kristensen fra adressen Hirtshalsvej 38, senere Uggerby Åvej. Straks efter bliver den første lærling ansat. I 1993 kommer der flere til.

Det er fortrinsvis landbrugskunder, boligforeninger, menighedsråd og kirker samt håndværksvirksomheder, industrikunder og institutioner, som firmaet betjener.
Efterhånden udvikles el-branchen i mange forskellige retninger både på godt og ondt, og opgaverne vælter ind.
Den 1. januar 2016 træder Kaj Kristensen tilbage, og vingerne har kunnet bære lige siden. Jeg skal bringe en kæmpe og varm hilsen fra Kaj Kristensen.
Lokalerne, som vi står i, samt Kvisthuset og Krostuen, blev erhvervet den 1. August 2019, under en ferie i Norge. Familen blev ikke informeret inden, det var en fejl.
Kvisthuset er fra 1907 med et samlet areal på 218 m2 i 4 etager. Krostuen fra 1890 med et areal på 183 m2 og Lucala er fra 1977 på 465 m2.
Kvisthuset har været benyttet af blandt andre fotograf Lis Krabbenhøft, kørelærer Jens Rimmen, og det var her frisørmester Willy Falk Christensen i 1963 overtog salon “Madame” fra frisør Erik Nielsen.

Den 6. november 1975 startede Ejvind og Lene spisestedet Kvisthuset. Ret hurtigt bliver køkkenet eftertragtet, og den 11. juni 1976 skriver arkitekt Ole Jensen til Sindal Kommune om behov for udvidelse.

Tilbygningen opføres i 1977 – 78, og navnet Lucala kommer fra en ferie i Tunesien.
Diskotek og nat kulturen buldrer igennem 80’erne, og i vinteren 89 udvides diskoteket. Ved åbningen spiller Bamses Venner. Sidst i 1989 er det slut, og bygningerne sælges til en IT-virksomhed, hvorefter stedet forpagtes ud, men kulturen dør langsom ud op gennem 1990’erne og nullerne. Den sidste aktivitet, vi kan spore, er fra 2012.

Da jeg overtog, var der ingen strøm, og stedet blev benyttet af hjemløse. Vi finder forskellige effekter i kælder og loftsrum. Blandt andet Trine Michelsens solbriller og 7 døde katte! Der var ingen spor af mus og rotter.

Det var også efterladt et Pokerbord, pladespiller, et hav af møbler (bord stole vinreoler), glas fra Høm Huse Service samt lamper, kobber billeder, en avis, Politiken fra 1927, med Henrik Cavling som redaktør, brugt præservativ og kokainposer.
Slut november 2020 begynder Henrik Jensen fra Vennelyst opsætning af byggehegn, og nedrivningen begynder. Herunder finder Vennelyst et beskyttelsesrum. I starten af marts 2021 er de to ejendomme fortid. Det gjorde ondt, ikke kun på mig, men også resten af byen, for nu var et ikon i Østergade væk.

Det gik et 1 år med tilladelser og planlægning også om natten.
Vi har valgt at genanvende 3000 mursten og forskellige effekter for kulturens skyld. Kontor, kantine, omklædning og toiletforhold er indrettet på ny.

Spær er repareret. Hulmur, hvor der var rødder fra birketræerne, og paptaget er repareret.
Bygningen står nu færdig. Selv Vejdirektoratet er færdig efter separatkloakering. Dog mangler vi et lag asfalt, inden idriftsættelse af portanlæg.
Jeg skal hilsen alle fra Ejvind Just, som ikke kunne deltager.
I vil opdage, at navnet Lucala og Kvisthuset lever i bedste velgående i folkemunde. Vi siger selv, at vi mødes på Lucala og ikke i Jens Lauritsens el- virksomhed!

Tusind tak til alle fremmødte. Tak for de mange gaver og kurve.

Lørdag var Lucala “genåbnet” for en stund med privat fest, hvor Anne Mette og Jens Lauritsen fejrede deres 2 x 50 års fødselsdage. Da der blev budt op til dans, var det Tom Jensen, der i sin tid var DJ på Lucala, der endnu engang vendte grammofonplader. Det blev en aften som “i gamle dage” på Lucala.



