Blomsterhandler Mark Ovesen har fået en momsregning på kr. 462 000, som hans virksomhed med tre butikker ikke kunne betale på én gang. Derfor har de ifølge blomsterhandleren betalt den over tre gange.
På trods det vil Skat have en sikkerhed i form af en garanti på kr. 737 000, fortæller Mark Ovesen i et opslag på Facebook. Det har virksomheden ikke mulighed for at stille, så derfor har de lukket den ned, som han formulere det i opslaget.
– Jeg gør, hvad jeg kan for at rette op på det hele, men jeg er kun et menneske, og hvis ik’ andet end de 737.000 er en mulighed, så har jeg ik’ andre kort på hånden. Det er helt vildt mange penge som sikkerhed desværre, noterer Mark Ovesen.
– De 9 år, jeg har haft butikken i Hirtshals har været en lykkelig tid. I har taget så godt imod mig, og jeg har nydt hver en tid med jer. Jeg gør alt det bedste, jeg kan for at få lov at fortsætte, tilføjer Mark Ovesen.
– Jeg er ik’ flov over, vi ik’ ku’ betale så mange penge på en gang. Jeg har jo betalt dem. Vi bliver pålagt mere og mere. Det er ik’ nemt for små virksomheder at få det til at hænge sammen. Det er det jo heller ik for alle jer andre med stigende priser på mad og alt inflationen har bragt med sig, uddyber blomsterhandleren.
– Hvis ik’ jeg finder en løsning, så skal I vide, at jeg har elsket hvert et øjeblik fra 1. april 2016 til nu. Elsket at være i Hirtshals butikken. Der har jeg følt mig hjemme. I har fået mig til at føle mig hjemme. Mange tak for det, fastslår Mark Ovesen.


