Af Erik Høgh-Sørensen
Byrådsmedlem for Vendelbo-Listen
Hjørring Kommune
I dag er det 80 år siden, Anden Verdenskrig sluttede med Japans kapitulation. Få dage forinden havde USA smidt atombomber over Nagasaki og Hiroshima.
Disse årsdage maner til eftertænksomhed, for mig ikke mindst, fordi jeg i 1993 interviewede en af de sidste tilbageværende atomfysikere, der skabte verdens første atombombe.
Som international journalist mødte jeg Ralph Nobles ved flere lejligheder til byrådsmødet i San Francisco-forstaden Redwood City i begyndelsen af 1990’erne. Han gjorde ikke noget nummer ud af sin fortid, for nu var hans projekt miljøaktivistisk. Han arbejdede imod kapitalstærke planer om at bygge en stor ny forstadsbydel ude i San Francisco-bugtens natur (lidt som København planlægger i dag).
Jeg havde studeret atomfysik på et amerikansk universitet nogle år forinden, så jeg spidsede ører, da Nobles en dag begyndte at fortælle. Jeg vidste med det samme, at han var en af ganske få tilbageværende øjenvidner. Måske den eneste.
Han blev rekrutteret til det tophemmelige Manhattan-projekt, fordi han havde fået en flot universitetseksamen med speciale i kernefysik. Nu, i sommeren 1945, befandt han sig pludselig tæt på atomfysikkens koryfæer som Robert Oppenheimer, Enrico Fermi, Edward Teller, Niels Bohr og andre.
Blev Nobles’ miljøaktivisme i 1990’erne slags bodsgang for at være en af atombombens fædre?
Nej, lød svaret: ”Set med eftertidens øjne var atomvåbnene skadelige, men dengang gjaldt det bare om at afslutte krigen og spare amerikanske soldaters liv. Desuden arbejdede vi hårdt, fordi vi frygtede, at Tyskland ville komme først med en atombombe.”
Tilbage i 1945 var Nobles blandt de ganske få, som var tæt på den første atomprøvesprængning i New Mexicos ørken.
Ingen havde gjort det før. Hvad ville der ske, når to højt berigede uran-klumper blev klasket sammen til én kritisk masse?
Nobles’ opgave var at lave målinger ni kilometer fra det sted, hvor bomben skulle eksplodere. Egentlig burde han have befundet sig i et beskyttelsesrum, men han VILLE se bomben, så han lavede et skjold med et kighul bestående af flere lag svejseglas.
Glimtet i den stille ørken var så skærende, at det omgående forvandlede morgentusmørket til højlys dag. Et torden-ekko rungede mellem bjergene, og lyset brændte sig for evigt ind i hukommelsen på dem, der så det.
Nobles vendte ryggen til det første og ultra-øjenskadelige lysglimt, men drejede derpå om og kiggede mod ”Ground Zero” gennem kighullet.
”Det var en gigantisk sydende kugle af ild, der hele tiden udvidede sig,” fortalte han i interviewet med mig.
”Det var et af de største øjeblikke i moderne tid. Jeg vidste omgående, at det ville være slut med krigsførelse, som man havde kendt den hidtil.”
Nogle lo, andre græd, berettede Ralph Nobles. Resten så til i stilhed.
Lufttrykket fra bomben ramte kort efter og var så kraftigt, at han blev væltet om.
Snart derefter truede den giftige paddehatte-sky øjenvidnerne, som fortrak længere væk i biler.
Ralph Nobles tog næppe nævneværdig skade. Han døde af naturlige årsager i 2015 i en alder af 94 år.
Men hvad kan nutiden lære af hans historie?
Efter min mening især tre ting, som alle handler om politik:
- Atombombernes rolle var tragisk og opstod kun, fordi det internationale samfund før Anden Verdenskrig tillod totalitære ét-partisystemer at opstå og opruste. Det samme gælder i dag. Vladimir Putin er en dødelig trussel, fordi det ligger i et diktaturs anatomi at fastholde magt internt ved at opsøge krig eksternt.
- Danmark kan kun værne sig mod despoter som Putin, hvis vores eget demokrati er intakt og velfungerende både nationalt og lokalt. Det går ikke så godt.
- Det tredje element bliver en del af Hjørrings kommunal-valgkamp, fordi Ralph Nobles inspirerer. Det lykkedes ham og hans ligesindede med gode argumenter at standse det bydelsprojekt, som ville have ødelagt et kæmpe naturområde, Redwood Shores. På samme måde går Vendelbo-Listen til valg på at gøre Gårdbo Sø i den nordøstlige del af kommunen til en stor naturpark fuld af biodiversitet.
Et flertal i det nuværende Hjørring Byråd ønsker desværre området omdannet til en tre kvadratkilometer stor solcellepark (med statsstøtte). Bør man i klimaets hellige navn ødelægge den biodiversitet, som har eksisteret i årtusinder i Gårdbo Sø? Nej. Stedet er en vigtig europæisk rasteplads for traner og andre trækfugle til og fra Sverige og Norge.
Vælgerne bestemmer, men står det til Vendelbo-Listen skal Gårdbo Sø ikke være nogen solcelle-ørken. Der er penge nok i det store nye grøn-treparts-bureaukrati til at have visioner for biodiversitet og natur.
Så tak for inspirationen, Ralph Nobles (1920-2015).
Tak fordi du tog dig tid til at fortælle din historie til en dengang yngre international korrespondent.
Erik Høgh-Sørensen er journalist og tidligere sikkerhedspolitisk analytiker for Ritzau. I dag er han byrådsmedlem for Vendelbo-Listen. På billedet ses en af hans artikler om Ralph Nobles.
Dejligt nogen vil tage kampen op mod de rædselsfulde VE anlæg. Er tiden ikke ved at løbe fra dem? Hvem gider se jernmarker og endeløse rækker af vindmøller der alligevel står stille….og biogasanlæg der forpester livet for befolkningen på landet! Kan vi få noget sund fornuft tak.