Af Anne Lauritsen

Kandidat til KV25
VendelboListen
Kære medlemmer af Hjørring Byråd,
Jeg skriver som en af de borgere i lokalområdet, der allerede i dag lever med de alvorlige konsekvenser, som Agri Energy og Stiesdal Skycleans aktiviteter medfører – herunder sundhedsproblemer, støj, lugtgener og tung trafik. Nu søger Agri Energy om en væsentlig udvidelse, og jeg – sammen med mange andre – frygter, at generne kun vil blive endnu større.
Samtidig foregår den politiske og administrative behandling af sagen alt for hastigt. Borgernes seneste høringsfrist er den 5. september, og kommunens høringssvar skal være indsendt senest 18. september. Næste ordinære byrådsmøde er først i oktober. Det betyder i praksis, at I som byrådsmedlemmer træffer beslutninger uden at have hørt os borgere – dem, der faktisk skal leve med konsekvenserne.
Derfor undrer det, at der ikke allerede er indkaldt til et møde, hvor vi som borgere får mulighed for at dele vores bekymringer og stille spørgsmål direkte til jer.
Både Agri Energy og Stiesdal fik timelang taletid ved mødet den 23. april. De fik mulighed for at fremlægge deres synspunkter og planer. Vi borgere har krav på den samme mulighed – ikke blot af hensyn til ligebehandling, men fordi det er en grundlæggende demokratisk rettighed at blive hørt.
Derfor opfordrer vi jer til at tage ansvar og indkalde til et møde med borgerne snarest muligt – i uge 36 og senest 4. september.
Så kan vores input inddrages i kommunens videre behandling. Der er i høj grad behov for et borger- og dialogmøde mellem byrådet og de borgere, der har relevante bekymringer og viden at dele.


