Af Dan Henry Gaardboe Rueskov
Spidskandidat for Liberal Alliance
Hjørring Kommune – KV25
Thomas Klimek fra Socialdemokratiet har været ude at påstå, at Liberal Alliances ønske om at give danskerne deres egne penge tilbage skulle være et problem. Ærlig talt – det er både useriøst og pinligt.
For hvem er det egentlig, der har haft magten i årtier? Hvem har haft nøglerne til Finansministeriet og dermed ansvaret for, at psykiatrien sejler, og at børn i Nordjylland først kan få hjælp i 2028? Det er Socialdemokratiet – ikke Liberal Alliance.
Som vi desværre så ofte ser, fralægger socialdemokraterne sig ethvert ansvar og skyder skylden på andre. Det er den samme gamle sang: De vil bruge borgernes penge på alt muligt andet end kernevelfærd – og når det går galt, er det pludselig andres skyld.
Men virkeligheden er, at pengene ikke tilhører regeringen. De tilhører borgerne. Når der er overskud, skal de tilbage til danskerne. Det er sund fornuft og borgerlig ansvarlighed.
Så vågn nu op, Socialdemokratiet. Tag ansvar for den politik, I selv har ført, i stedet for at pege fingre af os, der faktisk vil ændre tingene.



Det er ikke kun Socialdemokratiets ansvar, hr. Rueskov. Alle partierne som har været en del af flertallet , om det så er kommunalt, regionalt eller på landsplan, har ansvar for udviklingen. Men Venstre og Socialdemokratiet har den største del af ansvaret for udviklingen i dette land, da de to partier primært har siddet med magten i kommuner, regioner og på Borgen gennem de sidste mange år.