Af Erik Høgh-Sørensen
Medlem af Hjørring Byråd
Vendelbo-Listen
I København startede Socialdemokratiet kommunalvalgkampen med at love at bruge 800 millioner kroner på at gøre københavnske vuggestuer og børnehaver gratis. Helt gratis. Intet mindre.
Det samme kan Vendelbo-Listen godt unde nordjyske familier, men mindre kan også gøre det. I Hjørring Kommune har Socialdemokratiet dog hidtil stemt nej til vores forslag: Frit skolevalg for forældre og børn; en garanti for, at søskende kan gå på samme skole; og en garanti imod enhver form for skolelukning i Hjørring Kommune.
Vi har samtidig foreslået besparelser på administration og bedre kommunal modtagelse af private pasningsordninger.
Når Socialdemokratiet kan love 800 millioner kroner til København, må partiets Hjørring-afdeling da i det mindste kunne overveje at stemme ja til Vendelbo-Listens skoleforslag?
Hvad mener S-borgmesterkandidat Mai-Britt Beith?
I lige netop København har mange borgere i øvrigt store friværdier, fordi boligværdierne er kunstigt oppustede. Så en del af københavnerne har råd til at betale.
De socialdemokratiske valgløfter i København understreger, hvor nødvendigt det er at standse den økonomiske skævvridning af Danmarks 98 kommuner.
Det uigennemskuelige kommunale udligningssystem er bare én af årsagerne til, at Vendelbo-Listen opstod i 2024 som en uafhængig lokalliste.
Vi er pt. repræsenteret i to kommunalbestyrelser, og vi er et reelt alternativ til de gamle politiske partiers centralisme og nedlukning af landområderne. Dansk politiks omdrejningspunkt er, at partiernes hovedkvarterer på Christiansborg får deres lokale partipolitikere i f.eks. Hjørring og Jammerbugt til at spare asocialt på samfundets svageste og lukke skoler og nedskære ældreservicen. Det virker perspektivløst.
I Vendelbo-Listen har vi ideer til, hvordan befolkningsnedgangen i vores dejlige landsdel måske kan vendes til fremgang. Det lokale er i højsædet, og Vendelbo-Listens fordel er, at vi ikke skal ligge under for partifæller på Christiansborg. VL stiller op til både regions- og kommunalvalget.



Sådan Erik
Gud fri mig vel for den politik, som er ført i Hjørring Kommune de sidste mange år. Men sådan er der jo så meget….
Der er ikke det indtægts grundlag i Hjørring kommune som var ønskeligt. – Derfor må man tilpasse Politiken efter fakta. – Under de omstændigheder er det fantastisk det der er opnået i Hjørring kommune de seneste mange år.
Det afhænger vist af øjnene, der ser.
Og efter som du er involveret politisk, er du måske ikke helt habil i din vurdering.