Badevandet nærmer sig meget langsomt en acceptabel temperatur for de mange vinterbadere, og i denne artikel fra turist-organisationen Toppen af Danmark, er der inspiration og gode råd at hente.
Mange hundrede deltager til januar i Skagen Vinterbadefestival. Maren Lotte er én af dem, og hun vender trofast tilbage til fødebyen på landets spids – og hun tager gerne hendes veninde med i bølgerne.
Der er mange måder at finde ro på. For Maren Lotte handler det om at hoppe i havet midt om vinteren – og gerne i selskab med 300 andre vinterbadere i Skagen. For tredje år i træk deltog hun i år i Skagen Vinterbadefestival, og det er blevet en tradition, hun ikke vil undvære.
– Jeg har aldrig været en vandhund, det var faktisk min mand, der altid måtte bade med ungerne da de var små, fortæller Maren Lotte med et grin.
– Men en dag efter træning tog jeg spontant en dukkert i åen. Det var som at opdage en ny verden. Jeg ringede straks til min veninde, som havde vinterbadet før og spurgte: Skal du med i morgen?
Mange badeture og fire måneder senere var de to veninder med til Skagen vinterbadefestival, og de har gjort det til en fast årlig begivenhed.
Et frirum fyldt med grin, damp og kolde tæer
For Maren Lotte er det ikke bare det kolde gys, der trækker. Det er hele stemningen og energien der er at opleve ved vinterbadefestivalen i Skagen.
– Det er noget særligt i Skagen. Saunaerne kører hele weekenden, man møder gode mennesker og der er en høj grad af humor og fællesskab. Det er næsten familiært, fordi man ser nogle af de samme igen hvert år, siger hun.
Hun fortæller med grin i stemmen om et par nordjyske vikinger, Franz Jäger, norske Super Nielsen og hans otte kvindelige kollegaer i matchende røde badedragter, om sin egen badeklub “Bade Bunnies” med badesvamp på numsen og kanin ører på hovedet og om følelsen af at sidde tæt i en overfyldt sauna uden at det gør spor. Det er en total modsætning til hverdagen, hvor man måske helst holder afstand.
Maren Lotte har siden første gang i vandet som vinterbader prøvet kræfter med mange forskellige steder, og til dagligt er det ofte en koldt strømmende å eller en stillestående sø, hvilket giver meget forskellige badeoplevelser.
Hun har hugget hul på 10 centimeter is for at komme i vandet, og alligevel er det helt unikt i Skagen, fordi det ofte byder på bølger, hvilket giver en helt anden slags udfordring.
Ikke en sport, men en oplevelse
Vinterbadning er for mange en grænseoverskridende oplevelse, og Maren Lotte lægger ikke skjul på, at det er koldt.
– Det værste er, når maven rammer vandet, siger hun med et grin i stemmen.
– Men turen i vandet giver en følelse af, at man nulstiller hele systemet. Man har det altid bedre bagefter. Tankerne forsvinder, og man bliver helt rolig i hovedet.
Hun understreger dog, at det for hendes ikke handler om præstation.
– Nogle er hardcore og kan svømme rundt i flere minutter, andre er hurtigt op og i igen. Det er meget individuelt, og det vigtigste er, at man gør det på sin egen måde for man skal ikke præstere for nogen.
– Det skal ikke være en konkurrence, og man skal huske at lytte til sin krop, så det bliver en god oplevelse.

Fra Skagen til Sønderjylland – og hjem igen
Maren Lotte bor og arbejder til dagligt i Sønderjylland, men festivalen trækker hende hjem til Skagen hvert år, hvor hun er født og opvokset med rødder i den kendte familie Bengtsen.
Her bor hun og veninden i hendes gamle barndomshjem under festivalen en slags hjemkomst midt i kulden.
– Det er noget, jeg glæder mig til hele året. Det giver energi, grin og varme.
Hun har svært ved at forestille sig vinteren uden at besøge Vinterbadefestivalen og i det hele taget kan hun ikke forestille sig en dagligdag uden en tur i vandet.
– Hvis jeg ikke kommer afsted, savner jeg det. Især om morgenen. Det giver mig en god start på dagen. Jeg bliver simpelthen glad af det.
Et simpelt råd til nye vinterbadere
Til dem, der er nysgerrige, men tøver, har Maren Lotte et helt enkelt råd:
– Jeg plejer bare at tage dem under armen og få dem med i. Så kan de selv mærke det. Der er ikke så meget mere at sige – det skal opleves.
-Hvis man overvejer at begynde med at vinterbade, så husk altid at gøre det sammen med andre. De dage, hvor Maren Lotte og hendes veninde ikke kan få det til at passe med deres dagligdag sammen, så hopper de turen i vandet over, for sikkerheden er vigtigst.
Du kan i øvrigt også opleve Skagens berømte sanger Mads Toghøj – nok ikke i vandet – til Skagen Vinterbadefestival i januar 2026.
Kilde til artiklen:
Daniel Svane
Kommerciel Chef
Toppen af Danmark
Vil du gerne dele din historie som vinterbader? Send gerne til NordsøPosten


