Af Erik Høgh-Sørensen
Medlem af Hjørring Byråd
Vendelbo-Listen
Desværre er det netop, hvad der sker i Hjørring lige nu. Et flertal i det afgående byråd afviser at drage Agri Energy og Stiesdal til ansvar for den forurening, de to virksomheder er skyld i.
I stedet prøver de lokale politikere at sende beslutningen om en produktionsudvidelse over til København. Lokalpolitikerne prøver at vaske hænder under den kommende valgkamp, men sagen kommer op på aftenens byrådsmøde (27.8).
Biogas- og pyrolysevirksomhederne ansøger om udvidelse og en syvdobling af antallet af lastbiltransporter, selvom de relevante myndigheder peger på alvorlige sundhedsproblemer allerede nu.
Pigen på billedet har af sundhedsmyndighederne fået besked på, at hun ikke bør bo nær anlæggene. Dvs. hun og hendes familie er tvunget ud af deres hjem. Dokumentationen bringes med familiens tilladelse.

Andre borgere, men ikke alle, oplever gener. Især når de opholder sig længere tid i de kemiske gylle- og partikeldampe.
Lokalsamfundet er splittet på en ubehagelig måde. Ofrene står over for dem, som ikke er påvirkede, eller som tjener penge på biogas og pyrolyse.
Det kræver dialog og politisk mod at prøve at forsone en sådan splittelse, og desværre har partierne Venstre, Konservative og Socialdemokratiet senest valgt det modsatte.
De vil forkorte og begrænse den borgerhøring, der finder sted.
Dette rammer også byrådet. Først var der lagt skriftligt op til, at samtlige 31 byrådsmedlemmer kunne få noget at sige, men nu spørges kun tre af syv byrådspartier.
De tre har plads i Teknik og Miljø Udvalget, TMU, som under ledelse af Søren Homann (K) og Michael Engbjerg (V) ikke just er kendt som nogen vagthund.
I TMU findes kun Konservative, Venstre og Socialdemokratiet. De selvsamme partier har i årtier styret kommunen, oftest stemt helt ens, og undertiden prøvet at dække over hinandens fejl.
Dette styre er af folketingskandidat og byrådsmedlem Thomas Klimek (S) beskrevet som ”at tage ansvar i fællesskab”.
I den gryende valgkamp er det bekvemt for borgmesterkandidaterne Mai-Britt Beith (S), Per Møller (K) og Søren Smalbro (V) at sende deres møgsag til København.
Bekvemt er det også for folketingskandidaterne Klimek (S) og Homann (K) og også for byrådsmedlem Gry Bruun Nielsen (R), som er del af Hjørrings politiske parnas.
Alle kan på den kommende tids vælgermøder sige:
”Den forurening er jo godt nok træls, og det er synd for den lille pige. Men den sag er noget, som miljøminister Magnus Heunickes Miljøstyrelse skal beslutte. Ikke os”.
Imidlertid er det en kendsgerning, at kommunens holdning til produktionsudvidelsen kunne besluttes på byrådsmødet 17. september.
Så var alle 31 byrådsmedlemmer inkludret.
De seneste afsløringer er beklagelige, fordi Venstreborgmesteren og hans forvaltning igen fremstår mistænkelige.
Forvaltningens fejl og langmodighed er oftest til fordel for Agri Energy og Stiesdal. Sidstnævnte har tillagt sig navnet ”SkyClean”, men burde snarere kalde sig ”SmokeScreen”, altså røgslør, for det viser sig, at anlæggene er mere risikable end hidtil oplyst.
Ellers ville ansøgningen ikke glide fra Hjørring til det københavnske lobbyist-miljø via en såkaldt ”opklassificering”.
Den seneste forureningsbølge mere end antyder, at Stiesdal er slået fejl med sine sikkert behjertede forsøg på at få kontrol med forureningen.
Kommunalforvaltningen nægter at bruge affaldsforbrændingsbekendtgørelsen, hvilket er udtryk for lovløshed i Rådhusets ledelse. For hvilken lov gælder så?
Det er en kendsgerning, at kommunaldirektør Leif Johannes Jensens søn længe har arbejdet på Agri Energy. Giver det habilitetsproblemer for HELE forvaltningen? Byrådet har ikke fået nogen redegørelse.
Nu er høringsfristen så sat til 5.9 frem for 18.9, og på den måde søges møgsagen fjernet fra kommunalvalgkampen.
Heldigvis findes der gode løsninger på kommunens demokratiske underskud.
På aftenens byrådsmøde (27.8) foreslår Vendelbolisten (punkt 15), at borgerne skal høres på et møde inden den nye tidsfrist og senest 4.9.
Vendelbolisten mener, at de berørte naboer og borgere bør få nøjagtig samme mulighed, som da direktørerne fra Agri Energy og Stiesdal 23.4 pludselig fik timelangt foretræde for hele byrådet. Møde var lukket for offentligheden.
Det lukkede møde var en fejl, fordi åbenhed og dialog er demokratiets bedste værktøjer. Kun derved kan der måske på sigt udvikles en fredelig og ordentlig sameksistens mellem Agri Energy, Stiesdal og deres hårdt ramte naboer.
Ingen ønsker at se forgiftede børn.


