På en tragisk baggrund er en række venner rykket tættere sammen for at støtte deres kammerat, Frank Spolum, også kendt som Biker Friend-Frank, som er en populær ven for mange motorcykel-mennesker i Vendsyssel.
Frank Spolum fra Frederikshavn kørte den 15. august galt på sin motorcykel i Tyskland og kom alvorligt til skade. Han ligger på nuværende tidspunkt i koma på et hospital i Tyskland. Han var kommet afsted uden rejseforsikring, og derfor vil det koste flere hundrede tusinde kroner at arrangere og betale for en hjemtransport.
Vennerne har nu startet en indsamling til fordel for Frank Spolum, og de kører samtidig hans bibeskæftigelse – BikerFriend.DK – videre.
NordsøPosten har talt med en af vennerne, Michael Lindgaard, der sammen med andre gået i gang med en indsamling til Frank Spolum.
– Vi er jo mange i dette land, som hygger os med at køre motorcykel, og der er masser at fællesskaber rundt omkring, hvor vi kan være sammen om vores fælles interesse. Jeg selv har en Facebook grupppe, der hedder MC-TOUR, med 18.000 medlemmer samt en hjemmeside, hvor temaet er motorcykler og det sociale liv omkring det.
Frank Spolum har selv sin hjemmeside BikerFriend.dk, og han har hjulpet mig i opstarten af min egen side. Derigennem har vi opbygget et tæt venskab, og jeg er ligesom så mange andre dybt berørt af Franks triste skæbne, og hvordan han er kommet slemt til skade. Det gør ondt langt ind i sjælen, understreger Michael Lindgaard, der sammen med andre gået i gang med en indsamling til Frank Spolum.
– Som den glade og ubekymrede sjæl Frank er, har han desværre ikke en rejseforsikring. Det er der sikkert mange andre, der ikke har – mig selv inklusive indtil nu. Hans børn har været i kontakt med utallige instanser, men det er ikke muligt at få Frank fragtet hjem til Danmark i hans nuværende tilstand, når han ikke har en rejseforsikring.
– Kommune, udenrigsministerium og meget mere er kontaktet uden held. Med hans børns velsignelse har jeg startet en indsamling, der gerne skal nå så højt op som muligt. Jeg har selv doneret de første 3.000 kroner, og jeg har tilsagn fra mange, der vil donere penge.
– Der er brug for virkelig mange, der bakker op, for vi skal op på et meget stort beløb, så vi i det mindste kan få Frank til Danmark. Rigtig mange i motorcykelkredse kender BikerFriend-mærket, og Frank har lagt et kæmpe arbejde for alle os andre, men mange kender muligvis ikke Frank personligt.
– Derfor kører jeg også hans virksomhed videre, så han har noget at vende hjem til, der kan give livsmod og energi. Franks tilstand er meget alvorlig, og det er uvist, hvordan fremtiden ser ud, siger Michael Lindgaard til NordsøPosten.
Michael Lindgaard står selvfølgelig frem for at få opmærksomhed for indsamlingen, men også for at undgå rygter.
– Frank skal kunne mærke vores omsorg og støtte, og jeg vil gerne opfordre alle til at støtte op omkring vores projekt. Intet beløb er for lille – intet beløb er for stort, så vi kan få Frank hjem, hvor han hører til. I første omgang skal han overføres til Odense Universitetshospital, og så må vi se, hvad fremtiden bringer.
– Man kan støtte ved bank overførsel – eller på mobilepay – men del venligst ikke mobilepay nummeret med nogen – da vi opdaterer det løbende på grund af bank-regler for antal overførsler pr box.
Se seneste mobilepay nummer her
Det er også muligt at støtte ved at købe BikerFriend-Frank støtte-mærket i webshoppen.

Michael Lindgaard har denne opfordring:
– En del søde, rare og velmenende personer ringer eller skriver, vil gerne komme med gode råd og/eller spørge ind til detaljer, som familien endnu ikke ønsker at dele eller ikke kender til, for eksempel præcis hvad og hvordan.
– Der er allerede arbejdet intenst med dette siden den 15. august med mange instanser, dygtige fag-personer og svære dialoger. Vi ved endnu ikke, hvilken vej det går, og det er ekstremt smertefuldt. Det har til dato ikke været muligt at få fat i politirapporten, og det er familiens ønske, at der IKKE ledes efter eller deles informationer om ulykken. Respekter det. Konstruktive løsninger og idéer omkring hjemtransport specifikt er meget velkomne. Dem giver jeg videre til familien.



Hejsa jeg har givet et beløb på 174 kr til Frank. ( indebær i prisen et klistermærke til bilen) Jeg ville lige høre hvornår mit klistermærke til min bil kommer det skal sidde udenfor er bestilt i rødt
Hilsner fra