“KENNETH KOM IKKE I SKOLE DAGEN EFTER. HANS FAR VAR OMKOMMET. OG SÅ TALTE VI IKKE MERE OM DET IGEN.”
Ordene er sagt af Anne Sofie, der i 1981 var en pige i 1. klasse, hvor fædre forsvandt med ét i løbet af en sort, brutal nat.
Og sådan var det.
En ung, vild by blev tavs over natten. Vinden lagde sig igen, men i byens sjæle rasede stormen videre, men hvem hører råb i storm?
”Ingen talte rigtig om, hvordan de havde det,” erindrer Anne Sofie også.
Og på en egn og i en by, hvor man ikke bærer følelserne uden på tøjet, har det måske også været en uoverkommelig opgave. Byen er grundlagt ved en brutal pynt, hvor man ikke overlevede, hvis man ikke stod ud. Eller stod ud for at andre kunne leve. Det var ikke til diskussion, der var kun at handle.
Så da de stod ud mod Hanne Dorte den nat, var det sådan, det var.
I Hirtshals er pligten større end frygten. De mænd stod ud i det brølende mørke. Fordi det gør man. Her.
På land stod byen og fulgte dem. I afmagt. Måske er frygten da større hos den, der ikke kan handle i øjeblikket, men bagefter skal håndtere det. Overfor ængstelige børn? Blikkene i Brugsen? Eller i søvnløse nætter.
Derfor er ”Synkefri” også fortællingen om, at der altid har været mere énd et fyrtårn her i Hirtshals. Der er mange. De har gennem generationer stået og lyst ud over havn og hav, når mændene drog på søen og igen spejdet efter, at de kom hjem.
Det er Hirtshals. Og alle de andre små steder, hvor enhver må løfte, ellers falder alle.
Dén nat faldt alle i Hirtshals. Så meget tab på ét øjeblik.
Uvirkeligt.
For helte skal da ikke dø. Fædre og sønner skal ikke forsvinde. Det rokker vores grundvold.
Et lille sted forstørrer alting op. Tragedien var i alt og alle. Sorgen var monumental, men for mange en egen sag. Noget man ikke rigtig talte mere om.
For børnene har det været ubegribeligt. Det smukke og gavmilde hav en sommerdag ved Husmoderstranden. Samme hav forvandlet en helvedesnat.
Men mennesket er historie, der væves sammen til fortællinger, der overlever og overleveres. De, der stod og så håbet forsvinde i mørket, og de, der blev født ind i fortællingen om RF2 og den nat.
I går aftes skrev en lokal kvinde på de sociale medier; ”som en af de der var voksne og stod og kiggede ud i det sorte hav og oplevede byen sort i dagene efter, er jeg både spændt, bange, og ja, håber det bliver smukt”
Og man forstår hende, for intet hjerte glemmer, hvad øjnene har set.
Og selv de øjne, der ikke så ud i den mørke nat, glemmer ikke. De, der kom til verden i tragediens kølvand, følte den sorg, der ofte var tavs. En af dem var Christian, der har sagt, at denne fortælling har fulgt ham altid.
Men hvis alle de, der faktisk var der, kan bære deres sorg i deres indre eller med deres nærmeste, hvorfor skal sorgen så igen forstørres op? Så mange år efter?
Det har vi også politisk taget stilling til, da vi skulle forholde os til en filmatisering.
Og svaret var og er, at dén er også os alle. Sorgen.
Den flyder gennem alle liv. Det er et grundstof i vores tilværelse. For vi ved det jo godt. Menneskelivet er som lys, der står i vinden. Og selvom vi også ved, at det vil ske i livet, så vælter det os, når vinden pludselig står ind fra den værst tænkelige retning.
Så vi kan ikke løbe væk fra den, men vi kan leve med sorgen og håbet.
Og nej, ikke dét håb.
Altså at håb altid er en overbevisning om, at noget vil gå godt, men derimod en vished om, at noget giver mening uden hensyn til, hvordan det går. Det håb og mod henter vi så at sige andetstedsfra. Det kræver mod at håbe sådan. Det kræver handling. Som heltene havde den nat.
Et mod som også kunsten kræver.
Få egne som Vendsyssel har inspireret kunsten. Fordi naturen og elementerne er så umådeligt stærkere end menneskelivet. Så kan tavsheden godt tage over, men da har vi kunsten. I den kan ting vises, siges eller råbes ud.
I Vendsyssel siges meget gennem kunsten. Vi genkender noget af os selv i Poul Anker Bechs penselstrøg eller et afvæbnende Hausgaardsk tø-hø. Og når nu de allerede har vist eller sunget det, så behøves vi andre jo ikke gentage det.
Det er jo netop det, vi har de kunstnertyper til, ik´?
Vi ved ikke helt, hvad ”Synkefri” vil gøre ved os, men vi tror, at den vil vise Hirtshals, egnen, menneskene, havnen, fiskeriet, redningstjenesten i en større, universel fortælling.
Og selvom det måske ikke siges så meget heroppe, så vil vi også gerne ses, opdages. At verden ved, at vi også findes på godt og ondt.
Også derfor støtter vi lokalt filmen, og vi gør det med åbne øjne. Vi tror ikke, at det er et kunstnerisk gravrøveri, men en fortælling om noget større, der rækker langt udover Hirtshals og dette øjeblik, men også kan fortælles til de, der kommer efter os.
”Synkefri” er en sjælden gæst, og derfor er vi fra Hjørring Kommune også stolte i dag. Stolte over at vi sætter endnu en nål på dansk films landkort, hvor ”Synkefri” gør andre Hirtshals-film som ”Klumpfisken” og ”Rosita” selskab.
Og jo, vi har også fulgt debatten. ”Synkefri” vækker følelser.
Sorgen. Tabet.
Men det er det, som fortællinger gør. De lokale ikke mindst, hvor det kommer tæt på. Fortællinger kan samle os, men også det modsatte. Der er noget på spil.
Men vi tror på fortællingens nødvendighed, for det er vores indtryk, at den kunstneriske ambition i ”Synkefri” netop ikke er at udstille eller svælge i et dramatisk forlis, men noget helt andet.
Christian Andersen har sagt det med følgende ord; ”Jeg håber, at folk, når de har set filmen, tager en samtale om, hvordan de selv vil håndtere at møde et menneske i sorg.”
Den ambition er ikke Christians alene. Den bør være alle menneskers.
En Hirtshalsdreng gik selv. Væk til store byer, og det der trak og skulle gøres, men der er altid en bagage at bære.
Og derfor har mange med forventning, spænding og lidt uro i maven set frem til i dag, hvor Christian vender hjem med ”Synkefri.” En lokal film instrueret af en lokal med al den nerve, som kun det kan.
Fra Hjørring Kommunes side hilser vi ”Synkefri” velkommen som en del af vores fælles erindring og kulturarv. En fortælling, der kan vise resten af verden, hvad livet heroppe også er og altid har været. Voldsomt, barskt, men også smukt og en evig kamp med indre og ydre elementer. Og at byen og dens mennesker står. På trods.
For Hirtshals er synkefri!
Thomas Klimek er socialdemokratisk byrådsmedlem i Hjørring Kommune, viceborgmester og kandidat til Folketinget.
Link til relateret indlæg: Klimek (A): Synkefri er større end Hirtshals.
