Arrangørerne er yderst taknemlige for den stærke opbakning og store deltagelse, der igen i år er blevet lørdagens høstfest til del hos Sindal Biogas.
Såvel de deltagende foreninger og stadeholdere samt hjælpere havde lørdag helt styr på aktiviteterne og er efterhånden rutinerede i opgaverne, da mange har været med flere gange.
Høstfesten er da også en traditionsrig fejring, der markerer afslutningen på høstsæsonen, hvor bønder og landmænd takker for årets afgrøder. Den festlighed har dybe rødder i landbruget og er ofte forbundet med sociale og familiære aktiviteter, hvilket indledningsvis også var i fokus for åbningstalen fra borgmester og landmand Søren Smalbro.
Høstfesten fungerer nemlig traditionelt set også som en påmindelse om naturens cyklus og vigtigheden af bæredygtighed, idet man fejrer madens oprindelse og det hårde arbejde, der ligger bag. For borgmesteren er høstefesten som tradition dermed også blevet et symbol på det gode liv på landet.
– Den grønne omstilling er i fuld gang i Hjørring Kommune. Og det skal vi være glade for. Sindal Biogas er et strålende eksempel på den udvikling, som er nødvendig for, at vi kan holde liv i vores lokalsamfund. Biogasanlæggene skaber arbejdspladser og omsætning, som bliver i vores lokalområde, sagde Søren Smalbro.
– Fremtidens biogasanlæg bliver energiparker, som ikke bare producerer el og varme, men som på sigt kan bidrage til at gøre Hjørring Kommune CO2 negativ og ikke bare neutral, fastslog Søren Smalbro.
Borgmesteren fra Venstre var i øvrigt ikke alene om at markere politiske standpunkter ved høstfesten hos Sindal Biogas, der blandt andet også havde deltagelse af Socialdemokratiet.
Foto: Privat.


