Forleden sad fruen og jeg og nød vejret udenfor ved Café Møller, hvorefter vi slentrede en tur langs kajen ved Jollehavnen overfor Pier II Vest.
Her mødte der os et trist syn i skikkelse af det engang så gode skib Fio. For en lægmands betragtning så fartøjet dårligt nok ud til at kunne holde sig flydende ret meget længere. Fio har ellers en stolt fortid i både Svendborg og Hirtshals.
Fio er desuden en ældre dame, der oprindeligt er bygget som flakskib af tyskerne, men efter krigen ombygget til fiskefartøj. Med sine 22 meters længde og 6 en halv meters bredde er der god plads om bord. Så sent som i 2015 fik skuden en ordentlig overhaling, men sidenhen er det gået stærkt tilbage for den halvgamle dame.
I dag kørte jeg så en havnerunde og så til min store overraskelse, at Fio var trukket op på bedding ved Vestkajens Maskinværsted. Dermed var min nysgerrighed naturligvis pirret, idet min svigerfar Preben Skipper tidligere har sejlet utallige lystfiskerture med Fio.
Det viste sig at være Joachim Kristensen fra Præstbro ovre på østkysten af Vendsyssel, som for en slik havde købt Fio. Den unge mand er egentlig fra landet og uden familiære traditioner udi det maritime. Han er oprindeligt landmand, men sidenhen uddannet tømrer og nu selvstændig som sådan.
Den initiativrige mand har simpelthen købt skibet med henblik på egenhændigt, men med kyndig hjælp fra andre fagfolk, at renovere det bogstavelig talt fra bunden og indrette det som husbåd til sig selv.
Foreløbig har han og en kammerat hevet det meste ud fra skibet under dæk og er begyndte at skrabe det ned for at tage det i nærmere øjesyn, hvilket endnu ikke har skræmt ham fra projektet.
Planen er på et senere tidspunkt at få sejlet Fio til Aalborg.