Udstillingen Kvinder i Kunst, der fandt sted i Assistenthuset ved Hirtshals Fyr i den forgangne weekend, blev en flot succes.
Arrangør var Hirtshals Turisme og allerede til ferniseringen, hvor direktør for Vendsyssel Kunstmuseum, Sine Kildeberg, holdt en flot og indlevende tale, var der overraskende stor interesse for udstillingen. Omdrejningspunktet var selvfølgelig de fire kunstnere; Laila Pallisgaard, Mette Borup, Ninne Nielsen og Joan Grønfeldt og deres flotte værker.

Gennem hele weekenden oplevede arrangørerne en jævn strøm af besøgende. Ikke mindst lørdag var der ekstra liv omkring Hirtshals Fyr, hvor mange valgte at kombinere et besøg på udstillingen med Hirtshals Operafestivals udendørs koncert nedenfor fyrtårnet. Det skabte en stærk synergi mellem de to events – til glæde for både kunstnere, arrangører og publikum.
Turistchef og tovholder, Laila Zielke glæder sig over præmieren. ”Det har været en fornøjelse at se, hvor stor interesse ”Kvinder i Kunst” har vakt og hvor tæt og godt et samarbejde de fire kunstnere har haft. Vi har tydeligt mærket, at både lokale og tilrejsende gæster har taget initiativet til sig. Samtidig har samarbejdet med Hirtshals Operafestival vist, hvordan kulturen kan løfte i flok, når vi arbejder sammen.”

Fremtidige udgaver er på vej
Det er allerede fastlagt, at ”Kvinder i Kunst” vender tilbage næste år den 4.-6. september 2026.
Styregruppen er i fuld gang med planlægningen af 2026-udgaven, hvor det bl.a. vurderes, hvilke
kunstnere og kunsthåndværkere der skal inviteres. Udgangspunktet er klart: Der skal være tale om
kvindelige kunstnere eller kunsthåndværkere, som enten bor eller har rødder i Hirtshals-området, og
som arbejder på et højt kunstnerisk niveau.

Målet er, at ”Kvinder i Kunst” skal blive en tilbagevendende begivenhed, som både præsenterer nye
talenter og fremhæver etablerede kvindelige kunstnere fra lokalområdet – med Hirtshals’ unikke natur
som en evig inspirationskilde og afholdt i Assistenthusets flotte rammer.
Link til relaterede artikler: Kæmpe tilløbsstykke med Kvinder i Kunst og Kærlighed til havet, havnen og himlen i kunsten



