Kunstneren Tabea Hintze-Mertins inviterer til en enestående, farverig og alsidig udstilling i de lyse lokaler i Assistentboligen ved Hirtshals Fyr, som er åben dagligt fra kl. 11 til 17.
Alle er hjertelig velkommen til fernisering lørdag den 27. september kl. 15:00!
Under titlen “Blessings” præsenterer Tabea Hintze-Mertins en glad eksplosion af levende farver på lærred, papir, stof og sten.
Der vises – og sælges – bl.a. akrylmalerier, collager, håndmalede naturfund og mixed media-værker som originaler, tryk og kort.
Temaet er lykkestunder og øjeblikke af glæde: farverigdom, blomsterenge, havlandskaber, solnedgange, møder, nærvær…
Udstillingen rummer også stærke abstrakte og semi-abstrakte værker i harmoniske farvekombinationer – og byder på en sanselig oplevelse fyldt med lethed, glæde og kærlighed til naturen. “Billederne udstråler livsglæde og fred!” udbrød en besøgende.
Gæsterne inviteres til at finde deres egne “blessings” og lade sig berige og inspirere af farver og toner.
Tabea Hintze-Mertins som er født og bosat i det nordlige Tyskland, har malet siden barndommen – og elsker farver!
Hun henter gerne inspiration i naturen og kulturen fra forskellige lande og kontinenter, hun har besøgt. Den farverige danske kultur har også begejstret hende! Allerede som ung blev hun fascineret af de farverige huse og hyggelige havne, hun oplevede under mange sommerferier – og de blev ofte motiv i hendes malerier.
Senere fulgte studier i kreative fag med hovedfag i maleri i både Tyskland og Australien – samt mange udstillinger.
“At jeg nu får mulighed for at udstille i Danmark – og så på et så smukt og særligt sted – er en gave for mig,” siger Tabea Hintze-Mertins , som kommer fra en kystby og er datter af en skibskaptajn.
Hun har en særlig tilknytning til havet og til fyrtårne – som tidligere medarbejder på et flydende hospitalsskib og mangeårig sejler:
“Fyrtårne er for mig mere end blot nautiske pejlemærker – de minder mig om Jesu ord i Joh. 8,12 “Jeg er verdens lys, den som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys” og om at følge vores kald og være lys for andre” (Mtt 5,14).
En del af salgsindtægterne går til kunstnerens hjerteprojekt: den internationale hjælpeorganisation Mercy Ships, som tilbyder gratis lægehjælp via moderne hospitalsskibe i nogle af verdens fattigste egne. Tabea Hintze-Mertins har selv arbejdet frivilligt ombord i flere år.
Passende nok falder sidste udstillingsdag den 5. oktober – hvor man i Tyskland fejrer høstgudstjeneste (Erntedankfest) og takker Gud for årets velsignelser og overflod.
Udstillingen afsluttes med en koncert med lovsangstrioen Anchor fra Aarhus.
Navnet Anchor (anker) symboliserer håb og fast greb.
“Håb – og troen på en stor Gud – lyser i mørket og kan give os fred i en urolig verden,” siger Maria Silkjær Rosenkrands, bandets forsanger.
Trioen vil – bl.a. med egne sange – synge til Guds ære, røre ved hjerterne og sprede håb og lys.
Udstillingsdetaljer:
📍 Hirtshals Fyr
📅 27. september – 5. oktober 2025
🕚 Dagligt åbent kl. 11–17 | Gratis entré
🎶 Afslutningskoncert: 5. oktober kl. 17:00 – med Trio ANCHOR (Aarhus)



