Der udbrød natten til fredag brand i en bil på Svanelundsvej i Hjørring.
Beredskabet modtog meldingen om branden klokken 02.56, men inden brandfolkene var fremme havde flammerne bredt sig til en anden bil og til gavlen på en nærtliggende villa.
Det oplyser vagtchef Mads Hessellund fra Nordjyllands Politi.
– Det var en forbipasserende, der alarmerede om branden. Vedkommende fik også alarmeret beboerne i huset, så de kom ud, siger vagtchefen.
Begge biler udbrændte, men det lykkedes beredskabet at få branden under kontrol, så den ikke bredte sig fra husgavlen til resten af villaen.
Der skete ingen personskade og huset er stadig beboeligt, oplyser vagtchefen.
Brandstedet er nu spærret af, og politiets teknikere skal senere fredag forsøge at fastslå brandårsagen.
Foto: Presse-fotos.dk.
Kilde: TV2 Nord.