Hverdagssolidaritet – vejen til mere selvorganisering og et stærkere civilsamfund, er ikke bare titlen på en ny bog af Socialdemokratiets tidligere minister Rasmus Prehn og nuværende direktør i Økologisk Landsforening, men også temaet for det foredrag, som han onsdag aften holdt i Tornby Forsamlingshus.
Det danske civilsamfund spiller nemlig også ifølge ham en stadig større rolle i velfærdssamfundet og befinder sig i spændingsfeltet mellem det offentlige og det private marked. Tusindvis af danskere engagerer sig dagligt i frivillige initiativer som Natteravnene, headspace og Lær for Livet. Mange er drevet af en grundlæggende hverdagssolidaritet og ønsket om at gøre en forskel for andre.


Hvordan sikrer vi imidlertid, at civilsamfundets aktører får de bedst mulige vilkår? Det spørgsmål stiller Rasmus Prehn i den nye bog, idet han også ved gårsdagens foredrag argumenterede for, at der er brug for en ny politisk tilgang, der understøtter frivillighed uden økonomisk gevinst.

Ifølge Prehn er det ikke et problem, at civilsamfundet fylder mere. Tværtimod. Han peger på, at hver tredje dansker allerede er engageret i en organisation, der hverken er skabt af staten eller drevet af profit. Og der er plads til endnu flere. Han har tidligere udgivet bøger om velfærd og demokrati, om Aalborgs værtshuskultur og om den nordjyske tillidsmand Bjarne Laustsen.
Med sin nye udgivelse, hvis tema altså også var i fokus for gårsdagens foredrag i Tornby, sætter han fokus på, hvordan vi som samfund kan styrke fællesskabet gennem bedre rammer for frivilligt engagement.


