På hjørnet af Skagerakvej og Jørgen Fibigersgade i Hirtshals ligger Den Svenske Sømandskirke. Kirken har i årevis været et værdsat og attraktivt kulturhus, hvor frivillighed ikke blot er en praktisk nødvendighed, men selve fundamentet for et stærkt fællesskab.
Her spiller de frivillige i lighed med så mange andre steder i havnebyen en afgørende rolle i at holde huset levende, indbydende og funktionelt, hvilket især finder sted på de fælles arbejdsdage med en masse praktisk oprydning og vedligehold med blandt andet malerarbejde.
Disse arbejdsdage samler de frivillige om ét fælles mål, som er at tage ansvar for et sted, der betyder meget for rigtig mange gæster og lokale. Det handler ikke kun om at feje blade, male vægge eller rydde op i gemmerne, men om at styrke relationer, skabe ejerskab og dele glæden ved at gøre noget sammen.
Den Svenske Sømandskirke i Hirtshals er dermed et af mange gode eksempler på, hvordan frivillighed kan være både meningsfuldt og bæredygtigt. Uden de mange hænder og hjerter, der lægger tid og kræfter samt kærlighed i stedet, ville huset ikke kunne fungere som det kulturelle og sociale samlingspunkt, det heldigvis er i dag.
Fakta
I 2009 blev Den svenske Sømandskirke i Hirtshals total renoveret, og taget i brug som byens kulturhus. Der er flere brugere af Sømandskirken, og miljøet er livligt og kreativt. Uden for Sømandskirken er der etableret en plads med udendørs musikinstrumenter.

Især Hirtshals Musikforening benytter sig af de smukke rammer. På 1. sal er der etableret et fantastisk øverum for byens musikere, og i kirkerummet bliver der jævnligt afholdt koncerter. Mange musikere øver i huset og hvert år til påske og jul afholder Hirtshals Turistforening kunsthåndværkermarked i Sømandskirken.
Kilde: Visit Nordvestkysten.
Foto: Privat.


