Af Peter Ernst Sundbæk

Kandidat til byrådet
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Når Christine Lagarde fra Den Europæiske Centralbank ser ud over det europæiske landskab, er billedet stadig præget af lav vækst, usikkerhed om handel og pres fra geopolitiske kriser.
Væksten i eurozonen forventes kun at ligge omkring 1,2 procent i 2025, og mange lande kæmper fortsat med høj gæld, lav produktivitet og en demografi som forudser at en større del af en befolkning vil blive udgjort af mennesker i deres tredje alder.
Danmark står stærkere end mange af de andre europæiske lande anderledes. Vi er bundet til euroen gennem fastkurspolitikken, og derfor mærker vi selvfølgelig ECB’s rentebeslutninger i hverdagen. Men på flere afgørende områder klarer Danmark sig bedre end de fleste:
• Vi har sunde offentlige finanser og et velfærdssystem, der stadig kan investere i børn, unge og ældre.
• Vi er frontløbere i den grønne omstilling, hvor vind, Power-to-X og nye energiløsninger ikke kun reducerer CO₂, men også skaber arbejdspladser og eksportmuligheder.
• Vi har en høj beskæftigelse og en arbejdsstyrke, der er mere veluddannet og fleksibel end i mange andre europæiske lande.
Her i Hjørring kan vi også mærke forskellen. Vi kæmper med stramme budgetter, ja, men vi investerer i Ungegarantien, Hjørring-modellen og forhåbentlig i en Ældregaranti efter det kommende valg, vi etablerer stærke fællesskaber og fremtidige vækstmuligheder gennem Business Hjørring og udviklingen af Hirtshals Havn. Det er den slags investeringer, der gør, at vi ikke bare holder skindet på næsen – vi er i gang med at bygge fremtidens arbejdspladser og sikre, at hele Vendsyssel får del i den grønne vækst.
Hvor mange europæiske lande må nøjes med at tale om reformer, er vi i Danmark allerede i gang med at gennemføre dem, bedre ældrepleje, stærkere skoler, færre regler for virksomheder og et sundhedsvæsen tættere på borgerne. Det er rettidig omhu, og det er forskellen mellem stagnation og fremdrift.
Danmark står ikke uden udfordringer. Men når vi sammenligner os med resten af Europa, er der grund til optimisme. Vi viser, at det er muligt at forene ansvarlig økonomi med investeringer i både mennesker og klima. Det er en styrkeposition, vi skal holde fast i – også her i Hjørring.


