Biskop over Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen, deltager i Tversted-Uggerby sognes fælles menighedsrådsmøde (MR-møde) onsdag den 24. september 2025 i Uggerby Gamle Skole – store sal, Uggerhøjvej 22, 9800 Hjørring.
Menighedsrådsmødet, der holdes klokken 17.30-20.30, er som altid åben for alle, der er velkommen til at overvære mødet – og som altid dog uden mulighed for taleret.
Det fremgår af Folkekirkens intranet i vejledning for menighedsrådsmøder punkt 6:
Menighedsrådets møder er offentlige, dvs., at offentligheden skal have mulighed for at overvære menighedsrådets forhandlinger og afstemninger. Tilhørerne skal forholde sig i ro under mødet, og der er ikke mulighed for at give dem adgang til at stille spørgsmål eller deltage i debatten.
Biskoppens deltagelse er punkt 3 på dagsordenen, som handler om: Afklarende møde med biskoppen og stiftskontorchef Helle Hindsholm.
Forud er gået, at de to menighedsråd har ønsket, at det kirkelige tilsyn skal høre under en anden biskop, da de to menighedsråd føler sig dårligt behandlet i forbindelse med det, de kalder en række særkrav fra biskoppen over Aalborg Stift.
De to menighedsråd vil dog fortsat høre under Aalborg Stift – blot ikke med tilsyn af biskop Thomas Renholdt Rasmussen, der i øvrigt er tidligere sognepræst i netop Tversted-Uggerby Sogne.
Menighedsrådene har ved to afstemninger fået flertal for ønsket – dog ikke med tre fjerdedele flertal, som reglerne foreskriver.
Med til sagen hører også, at biskoppen angiveligt har tildelt Tversted-Uggerby Sognes præst Johan Hermann Rump to advarsler i forbindelse med de oplyste særkrav. Dermed står sognepræsten og menigheden over for en mulig fyring af sognepræsten.
De to menighedsråd har forud for det fælles menighedsrådsmøde på onsdag udsendt denne orientering til menigheden:
Menighedsrådene har inviteret biskoppen til at deltage i det kommende MR-møde vedrørende biskoppens krav i sagen om misforståelser i henhold til den kirkelige lovgivning.
Tilmelding til menighedsrådsmødet kan ske via hjemmesiden tversted-uggerby.dk, hvor dagsordenen ligeledes kan ses for MR-mødet onsdag den 24. september 2025 kl. 17.30–20.30.
Dagsorden
Pkt. 1. Godkendelse af dagsordenen
Pkt. 2. Godkendelse af referat
– Godkendelse og fremsendelse til elektronisk underskrivelse af referaterne fra seneste MRH møder af den 26. august 2025.
Pkt. 3. Afklarende møde med biskoppen og stiftskontorchef Helle Hindsholm
– Særligt pålæg om ansøgning hos biskoppen og dennes godkendelse af hver enkelt særgudstjeneste forud for afholdelsen.
– Særligt pålæg om afholdelse af højmesse forud for særgudstjenesten.
– Særligt pålæg om afholdelse af nadver ved søn- og helligdagsgudstjenester.
– Særligt pålæg om ansøgning hos biskoppen og dennes godkendelse af hver enkelt løsbladsang, inden den anvendes i gudstjenesten.
Pkt. 4. Opdatering af www.tversted-uggerby.dk
– Opdatering og modernisering
– Regnskab og budget
– Referat og NYHED dagsorden til kommende MR-møde
– Opdatering af GDPR
Pkt. 5. Udbud af præstegårdsjord til forpagtning
– Indkommet tilbud – annoncen i NordsøPosten.
– Forpagtningskontrakt udfærdiges for en forpagtningsperiode på 5 år.
Pkt. 6. Orienteringspunkter
– Nyt fra præsten
– Nyt fra formand
– Nyt fra præstegårdsudvalg
– Nyt fra kirkeværgen
– Nyt fra Personaleansvarlig
Pkt. 7. Eventuelt
Biskoppen afviser kritikken. Læs NordsøPosten
Læs meget mere om Tversted-Uggerby sogne i NordsøPosten.


