20 morgenfriste vælgere mødte frem i Vittrup og deltog i ”Morgenmøde med de nye i klassen”, nemlig Lars Høgh fra Venstre – med base i Tornby og socialdemokraten Henrik Taagaard fra Løkken.
Henrik og Lars bød velkommen og havde som mål, at alle ville gå klogere hjem, end da de kom. Derfor startede dagen også med lidt tal om befolkningsudvikling og kommunens økonomi, inden dialogen tog mere og mere form.
Spørgelysten var stor og kommentarerne mange. Der var en god dialog om store og små skoler, frivillige i ældreplejen, hvordan håndterer vi energiforsyning i fremtiden – er det vedvarende energi, der er løsningen, og kan elnettet klare det?
Hvad med bosætningen i fremtiden, hvem flytter til og fra, og bør der være bopælspligt i vores byer?
Hvor vil vi bo – og i hvad fremover? Er det senior bofællesskaber, vi ønsker os, lejligheder eller nye huse?
Til slut svarede de to på, hvad de ønsker at bidrage med i byrådet og dagen sluttede med en fælles klapsalve efter en god debat, hvor målet om at gå klogere hjem, end da man kom, blev opfyldt for både kandidaterne og de fremmødte.
De to kandidater afholder næste debatmøde i TIF-salen i Tornby Hallen tirsdag, den 14. oktober kl. 19.30.
Foto: Privat.


