Lørdag summede området ved Hirtshals Disc Golf af aktivitet, da ikke færre end en snes frivillige mødte op for at arbejde på den seneste udvidelse af banen.
Udvidelsen består af et ekstra hul, som bliver kaldt 9B og er strategisk placeret for at undgå ændringer af eksisterende skilte og det i forvejen gode flow på banen.
Arbejdet krævede som altid om ikke blod og tårer, så i hvert fald masser af fysiske strabadser og hårdt arbedje med blandt andet motorsav, men heldigvis var der sponsoreret drikkevarer af Spar på Margrethevej.

Initiativet til disc golf ved Halvejen i Hirtshals blev oprindeligt taget af Nicolai Berg, Daniel Bekby og Simon Rokkjær. Sidenhen har initiativet fået stor opbakning ikke mindst fra Lars Henrik Kristensen hos Hirtshals Idrætscenter. Den nye udvidelse er endnu et skridt i retning af at styrke og udvikle faciliteterne for disc golf i lokalområdet.
Det frivillige engagement er fortsat en hjørnesten i projektet, og med hul 9B bliver banen endnu mere attraktiv for både lokale spillere og besøgende.
Man kan følge med her hos Hirtshals Disc Golf Bane.


