Tannisbugt Bio, som er en del af det omfattende kulturkirkelige tilbud i Tversted-Uggerby Pastorat, viser mandag klokken 19 i sognehuset ved Tversted Kirke en japansk Oscar-vinder fra 2009.
Her ved Efterårets løvfald kommer en af menighedens mange filmentusiaster, vores berejste landinspektør Lars Brodersen, med et DVD-fund fra fjerne himmelstrøg – naturligvis indeholdende danske undertekster – med ”sin favorit-film i vores lokal-biograf”. “Departures” er et smukt og tankevækkende drama.
Lars forklarer: I løbet af vores liv på Jorden møder vi mennesker døden mange gange. Ofte er det en svær tid, men i denne opløftende familiefortælling (fuld af flot musik) gives en rørende beskrivelse af, hvordan døden kan håndteres – ikke bare i Fjernøsten, men hos alle klodens mennesker. Se traileren hér:
– Husk at du til kun 50 kroner (hos Susan Piil) pr. halvårssæson får Annemarie og Jan Petersens gode kaffe og lagkage, når vi i hyggeligt fællesskab vender vores forskellige indtryk fra filmen. Vi ses i biografmørket på Skagensvej 59, siger sognepræst Johan Hermann Rump.
Om filmen “Departures” er et smukt og tankevækkende drama: Daigo er passioneret cellist i et netop opløst orkester og rejser hjem til sin fødeby for at starte et nyt liv. Her falder han over en stillingsannonce i den tro, der er tale om et rejsebureau. Men virkeligheden er en anden og før han får set sig om, er han manden, der forbereder det afsjælede legeme til den sidste rejse og giver de efterladte trøst. Samtidig reflekterer han over sin egne familiebånd og cellospillet åbner yderligere op for de indestængte følelser.
Instruktion: Yôjirô Takita
Medvirkende:
Masahiro Motoki … Daigo Kobayashi
Tsutomu Yamazaki … Ikuei Sasaki
Ryôko Hirosue … Mika Kobayashi
Produktion: Regent Releasing, Here Media
Næste film: Den 16. december viser og fortæller borgerforenings-formand Birthe Østergaard i Tannisbugt Bio om sin favoritfilm. Bemærk; det er en ny dato i forhold til det oplyste i Tannisbugt Bladet.


