Af Louise Frilev

Kandidat til KV25
Hjørring Kommune
Venstre
Vi skal have mere grøn energi, men vi skal gøre det klogt og fornuftigt. Mit udgangspunkt er enkelt: Vi starter i byen – på tagene og over de parkeringspladser, vi allerede har.
Rooftop-first betyder, at vi tænker sol ind som en del af byens design. Let overdækning over udvalgte p-pladser giver skygge om sommeren og læ i blæst og regn. På tage kan vi vælge løsninger, der både ser ordentlige ud og gør en forskel. Hvor sol ikke giver mening, kan vi vælge grønne sedumtage, der gavner biodiversiteten og gør bymiljøet mildere – for at holde æstetikken.
Med mit oplæg har jeg tre oplagte placeringer for øje:
- Sct. Olai Plads: Med det nye bymiljø vil det være prikken over i´et.
- Kommunale tage: Skoler, haller og andre offentlige bygninger.
- Virksomhedernes parkeringspladser: på bl.a. Frederikshavnsvej har vi mange virksomheder med store parkeringspladser, hvor det må være oplagt at etablere tage med solceller eller sedum.
Der er meget jura og papirarbejde – men vi bliver nødt til at se nogle muligheder og ikke lade os afskrække af bureaukratiet. Vi sætter juristerne i fronten. Ingen skal have noget tvunget hen over hovedet, men muligheden skal foreligge, så vi ikke får plastret god landbrugsjord unødvendigt til med solceller.


