Af Peter Ernst Sundbæk
Kandidat til byrådet
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Når et barn eller en ung må anbringes uden for hjemmet, er det en af de mest indgribende beslutninger, vi som samfund kan træffe. Derfor er det også vores ansvar at sikre, at de børn, der allerede har mistet noget af den tryghed, mange af os tager for givet, til gengæld mødes af stabilitet, omsorg og kvalitet.
I Hjørring Kommune har vi i dag omkring 200 børn og unge i familiepleje, på opholdssteder eller døgninstitutioner. Samtidig investerer vi massivt i forebyggelse, fordi vi ved, at hver gang vi kan støtte en familie i tide, kan vi undgå en anbringelse. Men når en anbringelse er nødvendig, skal den være god.
Derfor vil jeg i den kommende byrådsperiode sætte opgaven på dagsorden med at hjemtage så mange anbringelser som det giver mening til kommunalt regi. Det vil gøre det muligt at opbygge vores egne stærke tilbud, hvor vi kan sikre kvaliteten tættere på. Vi minimerer risikoen for, at børn ender i tvivlsomme private tilbud, og vi får langt bedre muligheder for at følge op, fordi vi selv har ansvaret og indsigt i hverdagen.
Det betyder også, at vores investeringer bliver i kommunen. Vi skaber lokale arbejdspladser, og vi kan opbygge en stab med de faglige kvalifikationer, som matcher børnenes og de unges behov bedst. Når vi selv driver tilbuddene, kan vi i højere grad tilpasse dem til lokale forhold og udvikle specialiseringer, der giver mening netop i Hjørring Kommune.
Med reformen Børnene Først er der allerede et klart krav om færre skift, mere kontinuitet og bedre inddragelse af børnene selv. Her skal vi gå forrest. Med initiativet The Promise har byrådet sat en klar retning: anbragte børn og unge skal have faste voksne i deres liv, en tryg skolegang og adgang til fritidsfællesskaber. Det er en linje, Socialdemokratiet i Hjørring fuldt og helt vil fastholde og styrke.
Anbringelser kan aldrig blive et mål i sig selv. Men når de er nødvendige, skal vi som kommune være ambitiøse og tage det fulde ansvar. Børn og unge i anbringelse skal have præcis de samme muligheder for uddannelse, job og fællesskab som alle andre. Det er både en investering i deres fremtid og i vores fælles lokalsamfund.
Det handler ikke kun om økonomi. Det handler om anstændighed.



Hej Peter,
Fine intentioner, men galt afmarcheret.
Det er på tide at hjemgive flere børn, for Hjørring Kommune har dobbelt så mange anbragte børn (232) som gennemsnittet. The Promise virker ikke.
Det eneste, der virker, er forebyggelse og hjælp til trængte familier, men alt for ofte har kommunens sagsbehandlere allerede før fødslen bestemt sig for at tvangsanbringe. Så kører dialogen nedad derefter.
For nylig Vendelbo-Listen i BFU-udvalget at sætte et vejledende mål, der ville hjemsende en del af de 232 børn, der pt. er anbragt uden for hjemmet i Hjørring Kommune. Det stemte dit parti, Socialdemokratiet, imod.
The Promise fungerer ikke. Det er et alt for dyrt forsøg på at rette op på skader, der aldrig ville være sket, hvis der var ordentlig forebyggelse (Sveriges-modellen).
Mvh
Siger manden som lyver