Hjørring Teater glæder sig til at byde familier i Hjørring og omegn i teatret, når Sigurd Barrett søndag den 22. marts 2026 kl. 14 besøger Vendelbohus med sin helt nye forestilling Sigurds Rumrejse. En forestilling, der efter sin debut har modtaget både 5 og 6 stjerner hos anmelderne og appellerer til alle mellem 5 og 100 år.
Hjørring Teater har til denne forestilling indgået samarbejde med SPAR NORD Hjørring og kan tilbyde publikum den store udgave med band, og ikke mindre end 9 medvirkende. Ud over Sigurd Barrett, der med sin nysgerrighed formidler stor viden om rummet til store og små, er der Eskild Dohn, som en klog-Åge-udgave af Einstein samt Sara Bothmann, der som ”praktikanten” bliver børnenes repræsentant på rumrejsen.
Med sine mange spørgsmål formår hun at stille alle de spørgsmål, som børnene sidder med. Derudover er der på scenen musikerne Mikkel Riber og Eddi Jarl, der på bas og trommer gør Sigurds mange sange om rummet til god og iørefaldende musik. Skuespillerne suppleres af børnedansere, der giver en helt speciel og hyggelig stemning, der smitter af på publikum.
I forestillingen har Sigurd filmsekvens af sin kontakt til Andreas Mogensen fra rummet, lige som Andreas Mogensen også indgår som hologram, så det er en forestilling af høj kvalitet, der også bygger på høj teknisk kunnen. Sigurd har til denne forestilling fået støtte fra Novo Nordisk Fonden og er blevet til i samarbejde med DTU Space, så hans formidling bygger på den nyeste videnskab.
Hjørring Teater er meget glade for samarbejdet og støtten fra SPAR NORD Hjørring. Som en Teaterforening, der primært bygger på frivillig arbejdskraft, er vi helt afhængige af lokal støtte, for at kunne udbyde kultur af højeste kvalitet til området, udtaler Anette Dige Ovesen, daglig leder af Hjørring Teater. Billetter vil kunne erhverves i Teaterbutikken i Nørregade og på Teaterbutikken.dk, men for SPAR NORD kunder, vil det også være muligt at erhverve billetter via sin bankrådgiver.
Teatret sender en stor tak til Spar Nord i Hjørring for at Hjørring Teater kan tilbyde børnefamilier i lokalområdet en rigtig god oplevelse. Forestillingen egner sig til børn fra 5 år +.
Find billetter her til Sigurds Rumrejse.


