Cosmos Trawl i Hirtshals har sikret sig en fornem 2. plads i finalen om Danmarks bedste arbejdsplads ved 3F’s Kongres i Aalborg.
Den lokale virksomhed, der er kendt for sit solide håndværk indenfor vodbinderi, blev hyldet i et stærkt felt af arbejdspladser. Cosmos Trawl blev ifølge arrangørerne desuden kun slået med et mulehår af Tivoli Hotel i København.
– Det glæder mig rigtig meget, at en lokal virksomhed i Hirtshals med et bogstavelig talt solidt håndværk, får så flot en placering i sådan et felt, siger 2. viceborgmester Thomas Klimek, der fremhæver betydningen af anerkendelsen for både lokalområdet og faget.

Vodbinderi er et vigtigt fag inden for fiskerierhvervet, som mange unge i dag ikke kender til. Derfor vækker Cosmos Trawls placering særlig glæde, da den sætter fokus på et vigtigt, men ofte overset fagområde. Prisen understreger virksomhedens stærke arbejdsmiljø og medarbejdernes dedikation til det stolte håndværk.
Med hæderen håber man, at flere unge får øjnene op for mulighederne i vodbinderfaget og for de værdier, der skaber en god arbejdsplads.


