I en tidligere artikel har vi fortalt om Lillehedens begyndelse som savværk, og hvordan drivhuse med buet limtræ blev det første store gennembrud.
Hvordan gik virksomheden imidlertid fra små eksperimenter til de første store byggerier i limtræ? Det skete i 1956, og det første projekt står der faktisk endnu.
I Hjørring står nemlig en badmintonhal, som ikke bare har lagt lokaler til svedige dueller, men også gemmer på et lille stykke Lilleheden-historie.
Hjørring Badmintonhal blev opført i 1956-57, med inspiration fra Lillerød Badminton Hal, og var Lillehedens allerførste projekt med limtræsbuer. Limtræsbuer var dengang en nyskabelse, og det var vildt at bygge så stort med træ. Men det virkede! Og hallen har holdt til både smash og tidens tand.

Og det gør den stadig. Hallen er nemlig stadig i brug i dag – næsten 70 år senere.
Lilleheden A/S har fået historien fortalt af Svend Therkildsen, som var 10 år, da hallen blev bygget. Hans far var med på projektet og senere blev Svend selv ansat som bygningskonstruktør hos Lilleheden. For nylig besøgte han vores produktion igen, og det vakte gode minder.
Træ holder længere end man tror, og det er stadig et fantastisk og bæredygtigt byggemateriale. Det er Hjørring Badmintonhal et levende bevis på det.
Kilde og foto: Lilleheden A/S og Hjørring Badmintonklub.


