I forbindelse med Hjørring Revyen fra den 3. juni til den 1. august 2026 kan der også bestilles forskellige revymenuer i Teater Caféen Hjørring på Vendsyssel Teater.
Der er planlagt 44 forestillinger, og der er allerede udsolgt til de 17 forestillinger. Interessen for den meget roste revy er også i år stor, så det er nok en rigtig god idé snart at få bestilt billetter både til forestilling og den lækre mad fra holdet i teatercafeen.
Teater Caféen Hjørrings daglige leder, Mathias Buus Andersen, glæder sig til endnu en revy og præsenterer menuen:
– Vi har sammensat menuerne til revyen med stor respekt for traditionerne og med en twist af nyt, så også Teater Cafeen Hjørring er en del af den fornyelse, der også er vigtig for at tiltrække et yngre publikum. Det er også det princip, vi arbejder efter i caféen, som jo har åbent for frokost og aftenmenuer hele året.
Til Hjørring Revyen 2026 kan publikum vælge mellem tre menuer. Det er Revy Menu 2026, Revy Menu a la carte og pakken brunch og revy.

Revy Menu 2026
Forret:
Tre små anretninger med en variation mellem fisk og kød, efter kokkens fantasi. Hertil brød og smør
Hovedret:
Confiteret grisebryst vendt i BBQ
Kold kartoffelsalat med bagte tomater og purløg
Grøn salat, med rejer, grønne asparges, dild mayo, syltede rødløg og gulerødder
Bagt tærte med svampe og trøffel
Serveres varmt ved bordet:
Kyllingeoverlår vendt i urter og teriyaki
Dessert:
Vanilje panna cotta med mandel crumble og mango coulis
Hovedret bestilles her

Brunch og Revy
Når du køber billet til Hjørring Revyens frokost-forestillinger den 23. juni og 4. juli 2026 er brunchen med i prisen.
Brunchen begynder klokken 10, og forestillingen begynder klokken 12.
Brunchtallerken 2026
Surdejsboller
Rugbrød
Smør
To slags pålæg med tilbehør
To slags ost med marmelade
Græsk yoghurt med hjemmelavet granola og bær
Lakserilette med jordskokke chips
Frugt
Tærte lavet på æg med bacon, tomat og spinat
Mini tebirkes
Kaffe og The er inklusiv i prisen.
Revy med brunch bestilles her
Revymenu a la carte
Revymenu a la carte begynder ved ankomst i tidsrummet klokken 17.30-18 med bobler og derefter serveret menu, hvor man ved ankomst kan vælge en forret og hovedret blandt nedenstående muligheder.
Forret
Okse carpaccio med rucola, burrata, bagte tomater, trøffel pesto og jordskokkechips.
Bagt torsk med sennepssauce, ristet pære, toppet med en crumble på hasselnødder og tørret skinke
Confiteret bertelgris vendt i BBQ marinade, ærte pure, bæl ærter, syltede selleri og poppet gris.
Smørristet focaccia med avocado creme, frisk tomatsalsa, gran padano flager og tørret æggeblomme.
Hovedret
Stegt kyllingebryst fra Vendsyssel Slagteri, selleri pure med hvidløg, dagens garniture, stegte kartofler vendt i urter og sauce lavet på svampe og kyllingefond.
Oksefilet steak, pore pure, dagens garniture, stegte kartofler vendt i urter og en rødvinssauce.
Fisken (køkkenet anvender helt frisk fisk, så retten vil skifte efter fangst, dagens garniture og stegte kartofler med urter.
Polenta serveres med syltede hvide asparges, stegte grønne asparges, luftig hollandaise.
Dessert
Pandekage gratineret i appelsinsauce dertil, friske jordbær og vaniljeis.
Revymenu a la carte i Teater Caféen Hjørring på Vendsyssel Teater kan bestilles her – vælg dato og bestil.
Brug for ekstra kapacitet
I forbindelse med den herlige travlhed under Hjørring Revyen er der brug for både ekstra medarbejdere og ekstra kapacitet til opbevaring af de gode råvarer til teatercaféens køkken.
– Vi lejer hvert år en mobil køkkenvogn, for der er jo heldigvis mange tusinde, der spiser hos os før revyen, så vi har brug for ekstra meget plads.
– Vi har i Teater Caféen Hjørring altid stort fokus på fødevaresikkerheden, og vi bruger gerne lokale leverandører. Derfor har vi installeret Hjørring-virksomheden ThermITs komplette egenkontrolprogram med fuldt integreret temperaturovervågning.



