Fyrets Vedligehold har de sidste par dage været på stilladset for at pille de sørgelige rester af Maskinhusets tagrender ned, slibe, pudse og male træværket, der var skjult inde bag tagrenden. Så nu er der gjort klar til, at blikkenslageren kan montere nye beslag samt mange meter nye tagrender og nedløb ved Hirtshals Fyr.
Desuden skal trappen males inde i Hirtshals Fyr. Derfor er det nødvendigt at lukke for adgangen til toppen af Fyret fra mandag den 29. september til og med tirsdag den 7. oktober. Støtteforeningen forventer at åbne tårnet onsdag morgen kl. 10.
Fyrets Vedligehold har derfor også i den forgangne uge ligget på knæ og pudset alle 144 trin fri for løs maling, og mandag morgen begyndte maleren med at smøre de mange liter maling på, så trappen igen kan holde til de mange besøgende, der hvert år begiver sig til toppen.
Dette arbejde blev tilendebragt i går onsdag, så nu mangler det kun at tørre, men med svigtende temperatur tager det sin tid.


