Fredag aften klokken 18.30 var den store sal på Hotel Hirtshals allerede godt fyldt op, da startskuddet lød til en aften i vinens tegn fra Pia og René Ejstrup Larsen hos Spar på Margrethevej i Hirtshals.
Bordene summede af samtaler, og på hver plads lå sammenhæftede ark med navne på vine fra hele verden. Langbordene i midten bugnede af delikate anretninger, tilberedt af Spars egen delikatesseafdeling, som havde sørget for maden til arrangementet på Hotel Hirtshals.
Efter en varm velkomst og en kort præsentation af menuen blev der sagt værsgo. Konceptet var enkelt: Nyd den lækre mad og udvælg de vine, man havde lyst til at smage.
Med glasset i hånden bevægede gæsterne sig rundt blandt de forskellige vinforhandlere og smagte på et væld af pragtfulde vine. Når glasset var tømt, var det blot at finde en ny vin at prøve.


Og lad os være ærlige, der blev ikke kun smagt. Forhandlerne var rundhåndede med udskænkningerne, og det krævede en vis selvdisciplin at udvælge præcis de flasker, man ønskede at prøve.
Aftenen blev rundet af med, at deltagerne udfyldte de udleverede bestillingsark og noterede deres favoritvine. Det skal dog understreges, at der ikke var nogen form for købetvang.
En konkurrence satte et festligt punktum for aftenen, og de heldige vindere kunne tage hjem med både fyldte maver og hænder.
Foto og video: Marie Vejby.


