Venstres folketingskandidat i Svendborg-Langelandskredsen, Amanda Heitmann, opnåede i weekenden en markant sejr på Venstres landsmøde, hvor hun blev valgt ind i partiets hovedbestyrelse med flest stemmer blandt alle opstillede kandidater.
– Med et stærkt mandat i ryggen og massiv opbakning fra Venstres bagland træder Amanda nu ind i et af partiets mest centrale beslutningsfora, udtaler kredsformand Søren Bøving-Andersen.
I sin tale til landsmødet modtog Amanda en stor klapsalve, da hun understregede sine rødder og sit engagement i dansk fiskeri:
– Jeg kommer selv ud af en ålefiskerfamilie. Min oldefars åledrivkvase står i dag på Esbjerg Fiskeri- og Søfartsmuseum. Jeg kæmper for, at resten af dansk fiskeri ikke også ender på et museum.
Udtalelsen ramte en nerve blandt et flertal af de fremmødte delegerede og viser med alt tydelighed Amandas stærke forbindelse til det erhvervsaktive Danmark og hendes klare vision for Venstres politiske linje.
– Jeg er dybt beæret over den tillid, Venstres medlemmer har vist mig. Det er ikke bare en personlig anerkendelse, men et signal om, at der er opbakning til en tydelig og jordnær linje i Venstre. Jeg vil tage det ansvar alvorligt og arbejde for, at vores parti forbliver tæt på virkeligheden og på de mennesker, vi er sat i verden for at tjene, tilføjer Amanda Heitmann.
– Kredsbestyrelsen er stolt af at Amanda Heitmann med sin baggrund, sin tydelige stemme og sin stærke platform på Fyn nu tegner sig som en vigtig profil i Venstres fremtidige retning, afslutter Søren Bøving-Andersen.


