Af Thomas Klimek

Byrådskandidat
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Har du prøvet at fange en krabbe? Eller klatre op i et træ? Eller lavet et bål?
Det har jeg prøvet adskillige gange som barn (og voksen.) Heldigvis.
Men det har hvert tredje barn ikke. Hvert tredje barn! Det synes jeg er tankevækkende. Nej, det er faktisk ærgerligt, at så mange børn ikke har mærket og brugt naturens fantastiske muligheder.
En ny undersøgelse viser, hvor meget familier og ikke mindst børn bruger naturen. Når man som os bor i noget af Danmarks smukkeste og mest varierede natur, både i by og land, så er det interessant læsning – og som skrevet lidt trist, at så relativt mange børn går glip af nærkontakt med naturen.
For de vil nemlig gerne mere natur. Næsten halvdelen af de 9-14 årige svarer, at de ville ønske, at de var mere ude i naturen. Og en hel del af børnene er faktisk meget lidt ude i naturen. 38% er kun ude i naturen to timer på en uge.
Hvad skal vi gøre ved de mange børns ønske om mere natur? Ja, automatreaktionen i disse valgtider vil selvfølgelig være at pege det samme sted hen som altid: det må skole tage sig af.
Men hvorfor starter vi ikke hos os selv? I hjemmet. I Hjørring Kommune kan alle på gåben eller cykel på meget kort afstand nå en eng, skov, park, havn eller strand. Så lad os starte med os selv. Men selvfølgelig kan vi politisk også gøre mere for at understøtte flere timer og oplevelser i naturen for børn, ja, os alle sammen.
I undersøgelsen giver flere udtryk for, at der mangler viden og oplysning om, hvordan man kan bruge naturen. Det har vi allerede gode bud på i Hjørring Kommune, men måske har fokus været for meget på os voksne og vores måde at bruge naturen.
Det er nok på tide, at vi giver vores ”naturlige” tilbud og muligheder et eftersyn i børne- og ungdomshøjde. Lad det være en fælles politisk målsætning for det nye byråd, men frem for alt skal det komme fra os forældre, som har ansvaret for at vise vores børn alt det skønne lige udenfor gadedøren her i smukke Vendsyssel.


