Det skønne efterårsvejr dannede den perfekte ramme, da 1. A og 1. B fra Hirtshals Skole i dag var på besøg hos Nordsøen Oceabarium.
De to klasser er bare et par af flere skoleklasser, der er adopteret af Nordsøen Oceanarium i et samarbejde, som betyder, at eleverne får mulighed for at deltage i særlige arrangementer arrangeret af Skoletjenesten.
Denne dag bød på både læring og leg, da eleverne skulle ud og fiske i Emmersbækken. Den løber nemlig igennem et område, der er særligt indrettet til børn lige bag Nordsøen Oceanarium.
Her tog Kim Froulund Gøttler fra Skoletjenesten imod klasserne og bød dem velkommen. Dagen startede derefter med en kort introduktion ved det store verdenskort inde på Nordsøen Oceanarium.
Dernæst fik eleverne mulighed for at opleve et af de mindre akvarier. Her kunne de se fisk og smådyr, som andre børn tidligere havde fanget under lignende besøg. Herefter gik turen til bækken, hvor fiskegrejet blev fundet frem.
Der blev fisket med stor entusiasme, og fangsten var både mangfoldig og fascinerende. Blandt andet blev der fundet snegle, vandskorpioner og forskellige andre slags smådyr.
Efter en god times fiskeri blev der holdt frokostpause, hvor eleverne nød deres madpakker og fik tid til at lege og hygge sig i det fri. Dagen blev rundet af med endnu en omgang fiskeri, inden Kim samlede børnene og fortalte mere om de dyr, de havde fanget, hvor de lever, hvad de spiser, og hvorfor de er vigtige i naturen.
Alt i alt en skøn og lærerig dag, hvor både nysgerrighed og fællesskab fik lov at blomstre.
Foto: Hanne Skipper.


