På onsdag den 8. oktober klokken 18:00 spiller Fortuna Hjørring den første af i alt to Europacup-kvalifikationskampe mod ukrainske Vorskla Poltova.
Begge kampe spilles på grund af krigen i Ukraine på Nord Energi Arena i Hjørring, og de danske mestre møder ind til kampen med en storsejr på 6-1 over Kolding IF i benene:
– Det var godt at få scoret mange mål, og fint at få dem sat ind udefra. Det forsøger vi som regel i de fleste kampe, men det var rart, at det i fredags lykkes at ramme målet så mange gange, siger cheftræner Lene Terp, der forventer en noget hårdere modstand på onsdag i Hjørring.
– Jeg vil kalde det en fifty-fifty kamp. Der er mange ukrainske landsholdsspillere på holdet, og Vorskla er tredobbelte ukrainske mestre og kommer med en del international rutine. De har en rigtig god keeper og angriber. Jeg ser os ikke som favoritter, tilføjer Lene Terp.
Cheftræneren og klubben håber på solid opbakning på stadion. Fortuna Hjørring har besluttet at gøre adgangen til kampen gratis i et håb om at få fyldte lægter og international stemning på stadion.
Billetter kan bestilles på fortunahjorring.dk. Ønsker man at streame kampen, kan adgang købes for 14 Euro her.
Foto: Helle Møller Riis.


