Af Betina D. Jensen

Byrådskandidat (V)
Hjørring Kommune
Anne Honoré Østergaard

Regionsrådsmedlem (V)
Folketingskandidat
Den 1. oktober trådte det nye producentansvar for emballage i kraft. Intentionen bag EU’s krav er god: mere genanvendelse og mindre affald. Men i Danmark har vi formået at gøre en fornuftig idé til et administrativt mareridt.
Mens andre EU-lande har valgt simple og effektive løsninger, har Danmark valgt en model, hvor virksomhederne skal registrere vægt, materiale og emballagetype for hver eneste lille del af deres produkter. Reglerne er uklare, vejledningen utilstrækkelig – og udgifterne overstiger i mange tilfælde den kompensation, virksomhederne kan få.
En ny rapport fra Dansk Industri og Implement Consulting Group viser, at 36 procent af virksomhederne oplever producentansvaret som en byrde, og at ordningen ligger i top 5 over de mest belastende regler i Danmark.
Særligt de små og mellemstore virksomheder – rygraden i dansk erhvervsliv – betaler prisen for et system, hvor bureaukratiet er vokset hurtigere end klimaeffekten. Ifølge DI skyldes problemerne en kombination af uensartet EU-implementering, manglende vejledning, uklare dokumentationskrav og en kompensationsmodel, der ganske enkelt ikke hænger sammen.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) har ansvaret for, hvordan Danmark har valgt at udmønte EU’s krav. Der er intet i EU’s regler, der kræver, at vi gør det så tungt, dyrt og uigennemskueligt. Vi skal have en grøn omstilling, der virker i praksis – ikke en papirgrøn omstilling, hvor virksomhederne bruger tiden på skemaer i stedet for på løsninger.
Det er på tide, at regeringen sætter handling bag ordene og forenkler et system, der lige nu bremser både vækst og grøn fremdrift.



I har vidst det i flere år at afgifte ville komme.
Men godt at I tager den op.