Af Camilla Lundblad Andersen og Flemming Horsfeldt (psykoterapeut MPF)
Som psykoterapeut har jeg arbejdet med Camilla gennem et halvt år. Da Camilla havde svært ved at forlade sin lejlighed, på grund af sin angst, gennemførte vi de terapeutiske samtaler hjemme hos hende. Vi begyndte vores samtaler i januar 2025, og det blev til 10 samtaler i alt af 1 times varighed.
– Jeg havde angst og var i ubalance. Min mor, Marianne kendte dig og foreslog, at jeg skulle tage kontakt. Hun fortalte gode ting om dig, og vidste, at du var god til det, du gør. Så det var fantastisk, at min mor var så god til at spotte den rigtige, og at hun kunne se, at jeg var så langt nede.
– Og det var jeg. Jeg lukkede mig selv inde. Jeg kom ikke ud af min lejlighed, som jeg plejede. Det var også svært at være sammen med andre. Måske kom jeg bare ned til mine forældre og fik lidt mad med hjem i hulen, hjem i sikkerhed.
Her i artiklen fortæller Camilla sin historie i samtale med psykoterapeut Flemming Horsfeldt. Hun vil gerne vise, at man kan overvinde sin angst og komme videre i livet. Artiklen er læst og godkendt af hovedpersonen.
Fremhævet i en boks
Hvad havde du angst for?
”At køre bil; komme ind i bilen og køre langt. Og langt er her fra Horne til Hjørring. I mit hoved er det langt. Og Aalborg det er jo en hel dagsrejse – tænker jeg, fordi det er så langt fra mine tanker, og det kan jeg ikke holde til.”
Da angsten blev sået som et frø
I 2009 var jeg ude at køre med mine venner og en kæreste, jeg havde dengang. Jeg var 22 år. Pludseligt blev jeg dårligt. Det gjorde det heller ikke bedre, at vi røg smøger inde i bilen. Vi skulle til Brønderslev, kan jeg huske. Vi kørte ad motorvejen, og jeg bad dem om at stoppe, da jeg ikke havde det så godt. Og sådan forsatte det for hver 50. meter, at vi blev nødt til at stoppe – køre – stoppe, indtil jeg blev hentet af min far, der kørte mig til vagtlægen. Der fandt de ud af, at jeg havde betændelse i tyktarmen.
Men det havde ikke noget med angst at gøre?
Nej overhovedet ikke.
Efter det tidspunkt havde jeg en følelse af, at jeg altid havde det dårligt på samme måde, som da jeg havde tyktarmsbetændelse. Følelsen havde bidt sig fast i mig, havde sat sig i min krop og efterfølgende udviklede den sig med de symptomer, man har for angst. Svedige hænder, en krop, der ryster, koldsved – var nogle af mine normale symptomer. De kom bare ved tanken om, at jeg skulle ud at køre bil – bare tanken dengang.
Tænk at være en fugl, der kunne flyve væk, og få smerten til at forsvinde
Tænk at være en fugl, der kunne flyve væk, og få smerten til at forsvindeNår du fik angst, hvad gjorde du så?
I 2009 lukkede jeg mig inde på mit værelse og ville ikke snakke med nogen, for jeg vidste ikke, hvad det var. Det gjorde mine forældre heller ikke. Det var forfærdeligt. Jeg var som regel bare inde på mit værelse hos mine forældre og så fjernsyn. Det var hårdt både for mig og dem.
Jeg sagde, at jeg havde ondt i min mave, og så var der noget at hænge hatten på. Det var følelsen fra dengang, jeg havde betændelse, der var blevet i maven. Jeg kom til lægen. Jeg var ved lægen mange gange – ca. hver 14. dag, og det var altid maven. En dag gav lægen mig et stykke papir og sagde: ”Prøv lige at svare på nogle spørgsmål.” Og det var her, jeg fik diagnosen angst ved Lægerne i Hirtshals.
Det var første gang, vi som familie hørte om angst, fordi vi kendte ikke så meget til den diagnose. Det var svært for mig at acceptere, så jeg var meget lang tid i kulkælderen. Jeg var ked af, at jeg havde angst. Hvorfor skulle det gå uden over mig, for jeg var en af de mest udadvendte og glade person, og nu sad jeg herinde på værelset og ønskede, at jeg var en fugl, der kunne flyve væk, så jeg kunne få smerten til at gå væk.
Når angsten kommer og går
Hvad skete der i de 16 år fra 2009 og til 2025. Fik angsten bare lov til at blive værre og værre?
I den periode gik det både godt og skidt. Det var meget op og ned. Det hjalp hver gang jeg havde haft en samtale med en psykolog. En bedring i måske 3 måneder, men så fik jeg det skidt igen.
Det har været svært, for det har været gennem kommunen hver gang, hvor jeg skulle have en henvisning til at snakke med nogen. Jeg har altid skulle søge om en henvisning og ikke ligesom hos os, hvor jeg bare kan kontakte dig, når jeg har brug for det. Det har været svært for mig at holde fast på de opgaver, jeg fik af psykologerne, fordi hver gang jeg havde det skidt, så røg det ud af hoved på mig.
Hvilke opgaver fik du for eksempel?
”Hvor slem er din angst på en skala fra 1 – 10, hvor 10 er det værste”, kunne psykologen spørge om? Den bruger jeg stadig. Ellers har de sådan set bare snakket med mig, indtil jeg fik én, der lærte mig at trække vejret rigtigt. Det hjalp mig. Hun blev også nødt til at stoppe igen, fordi det var gennem kommunen.
Min familie opfordrede mig til at huske dét, jeg havde lært, men når jeg fik det skidt, var det hele bare væk. Det irriterede mig, at jeg glemte det, for det var her, jeg havde brug for det.
Når angsten visualiseres, kan den håndteres
Har der været noget i det forløb, vi har haft, hvor du ikke glemmer?
Der er det med hunden Fido. Nu er han jo blevet sød. Nu opfører han sig ordentligt. Han har været der hele tiden, men han generer mig ikke længere. Du hjalp mig med at se min angst som en dyr, og det fremkaldte en hund inde i mig. Jeg fandt et billede af ham på nettet, som jeg printede ud. Så kunne jeg se ham og fortælle ham, at det er mig, Camilla, der bestemmer og ikke ham. I begyndelsen fik han at vide, at han skulle gå at lægge sig i sin kurv, når han knurrede af mig og gjorde mig bange.
Du gjorde angsten visuel for mig. Spurgt mig, hvordan jeg så min angst? Hvordan jeg så min hund? Var den stor eller lille, var den tyk eller tynd? Når du visualiserer det, har jeg nemmere ved at se det for mig i stedet for at høre om det. Det har hjulpet mig med at se tingene. Se min angst og se angsten udenfor min krop.
Når ordene forløser gamle traumer
Du har givet mig en hel masse, når du fortæller, at jeg kan prøve at gøre sådan eller sådan og samtidig guider mig hen til det svar, jeg leder efter. Så spørger du lidt mere ind til det. Det har været godt for mig, ellers har jeg haft en tendens til bare at gå i stå og tænke, ja, hvordan skal jeg lige forklare det.
Så jeg har lånt dig nogle ord, så du nemmere kunne bygge videre på dit svar?
Ja, ligesom dét med min lærer fra dengang, der gjorde min skolegang endnu sværere. Vi fik kigget på ham, og du spurgte mig, hvad jeg havde lyst til at sige til ham? Det vidste jeg ikke. Jeg vidste ikke, hvad jeg har lyst til at sige til ham. Jeg havde bygget en frustration op i mig så længe, at jeg ikke længere vidste, hvad jeg skulle gøre ved den – hvis man kan sige det sådan?
Du sagde så, at jeg f.eks. kunne sige: ”… at han ikke længere var velkommen her i min lejlighed” – ”… at han kunne rende og hønse”. Her har du igen været god til at få mig i kontakt med gamle oplevelser, der fylder for meget. Jeg mister ofte fokus, men så bringer du mig tilbage igen. Det var rart, at jeg endelig kunne få et opgør med ham efter så mange år.
Sejren fandt Camilla i køreturen til Bjergby
Hvad havde du angst for?
At køre bil; komme ind i bilen og køre langt. Og langt er her fra Horne til Hjørring. I mit hoved er det langt. Og Aalborg er jo en hel dagsrejse – tænker jeg, fordi det er så langt fra mine tanker og det kan jeg ikke holde til.
Men Camilla her i sommerferien sendte du mig pludselig et dejligt billede af dig selv og et byskilt i Bjergby. Hvad skete der lige her?
Åhh, det var fantastisk. Jeg kørte fra Horne til Bjergby. Jeg kom frem til min søsters og svogers hjem, som jeg aldrig havde set. Jeg fandt huset, dyttede og smilede. Jeg var bare så glad og min familie var glade. Mine forældre var der også. Min svoger udbrød: ”Hvad pokker, Camilla, du er jo kommet til Bjergby!” Det var den bedste følelse at overraske dem alle på denne måde. De var glade, og jeg var glad. Følelsen var bare hel rigtig. Jeg kunne mærke det i hele kroppen.
Den dag havde jeg kedet mig lidt hjemme i Horne. Jeg havde lyst til at tage et sted hen, men i dag skulle turen ikke bare gå til mine forældre, der også bor her i byen. Jeg havde overskud. Det var et godt tegn. Jeg ville overraske dem. Se deres ansigter. Det er det bedste for mig.
Jeg var i min søsters hus i Bjergby i 1,5 time, og det er alligevel længe for mig. Jeg skulle se huset og have en rundvisning. Jeg havde aldrig været hos dem før. Så det var allerførste gang. Det var mit mål at komme til Bjergby, og jeg havde jo lovet dig et billede, hvis jeg en dag kom til Bjergby. Og jeg glædede mig til at se, hvordan du reagerede. Det var så godt, at jeg kunne mærke, at jeg var klar. At tiden var inde nu.
Camillas tilbageblik
– Vi har haft 10 samtaler, og det er landet godt i mig. Jeg ved, at jeg altid kan kontakte dig igen, hvis jeg får brug for det. Og det gør mig tryg og rolig. Jeg behøver ikke en mellemmand, men kan kontakte dig personligt, når jeg mærker, at jeg får brug for det.
Jeg ved, at det er privat, og at jeg betaler for det, men hvis bare det hjælper mig, så er det et plus. Så kommer jeg et skridt videre i mit liv, og et skridt længere væk fra min angst.
Jeg er kommet dertil, at jeg har indset, at jeg må handle på mine tanker, i stedet for at blive ved med at tænke over det. Det hjælper ikke. Jeg bliver nødt til at handle på de ting, jeg tænker.
Jeg er taknemmelig for den tid, vi har arbejdet med min angst. At du har givet min angst et navn og et billede. Der har været tid til at lave sjov, samtidig med at vi arbejder. Det hjælper, så det ikke bliver så alvorligt. Vi har både kunne være i det lette og i det svære.
