Lone Olsen bor i Tårs sammen med sin mand Morten og deres to børn, Johan og Camille. Hun er uddannet laborant og jurist og har næsten 20 års erfaring fra forskningsverdenen – blandt andet hos Haldor Topsøe A/S.
Da datteren Camille som spæd fik en hjerneblødning og senere diagnosen cerebral parese, stod familien midt i et livsvilkår, de ikke selv havde valgt. Lone tog kampen op og har hjemmetrænet Camille lige siden. Det har givet hende blik for, hvor vigtigt det er, at systemet ser mennesket bag diagnosen – og ikke vender blikket den anden vej.
I dag er Lone medlem af både Hjørring Byråd og Regionsrådet i Nordjylland. Hun arbejder især med sundhed, ældre, handicap og psykiatri – områder, hvor ansvar og ordentlighed betyder alt.
Hun er også aktiv i foreningslivet, blandt andet i Home-Start, som ligger hendes hjerte meget nær. Energi henter hun i familien – på sidelinjen til Johans fodboldkampe, til LykkeLiga med Camille, og til crossfit, hvor hun bliver mindet om, at ømme muskler også er en slags drivkraft.
For Lone handler politik om at tage ansvar – som mor, som frivillig og som politiker.
Hendes mål er, at børn, unge, voksne og ældre skal have mulighed for et godt liv – hele livet.
Dubkan læse mere om hende på Venstre i Hjørring Kommunes hjemmeside og på hendes politikerprofil på Facebook.
https://hjoerring.venstre.dk/lone-olsen-1.html
https://hjoerring.venstre.dk/lone-olsen-regionsrad.html
https://www.facebook.com/LoneOlsenVenstre?


