Outnature introducerer et nyt og aktuelt koncept: “Klar til krise?” – en praktisk og jordnær tilgang til personlig beredskab, der skal klæde borgere på til at kunne klare sig selv i 3 døgn uden offentlig strøm, vand og varme.
Konceptet er skabt med fokus på basale færdigheder og nysgerrighed frem for avanceret udstyr. Deltagerne lærer fx at lave mad over bål, bruge trangia eller gasblus, og får indsigt i, hvordan man skaber tryghed og struktur, når hverdagen pludselig ændrer sig.
Det handler om at bruge det, man allerede har, og opdage nye måder at tænke beredskab på.
“Vi oplever, at flere og flere ønsker at tage ansvar for deres egen og familiens sikkerhed – men uden at det skal være dyrt eller dramatisk,” siger Martin Svendsen, indehaver af Outnature.
“Med ‘Klar til krise?’ vil vi gøre beredskab til noget, man kan øve sig på i fællesskab, med lavpraktiske aktiviteter og masser af hands-on læring.”
Et vigtigt element i konceptet er også fællesskab og nabohjælp. I en krisesituation kan det være langt mere effektivt og trygt at samles i ét hus fremfor at sidde isoleret i fem forskellige.
Dagen byder derfor også på refleksioner og samtaler om, hvordan man som naboer og lokalsamfund kan støtte hinanden – både praktisk og mentalt – når hverdagen bliver udfordret.
Arrangementet foregår i Outdoor Parken Åsendrupvej ved Løkken, hvor deltagerne mødes til en dag med både teori og ikke mindst en masse praktiske øvelser. Der vil være aktiviteter for både voksne og børn, og alle er velkomne til at medbringe eget udstyr – fx trangia, gasblus eller andet. Har man ikke noget, stiller Outnature grej til rådighed.
Dagens program inkluderer:
● Introduktion til kriseberedskab
● Praktiske øvelser i madlavning over åben ild
● Lav din personlige tjekliste, som passer til lige netop jeres familie
● Fælles frokost tilberedt over ild
● Aktiviteter for børn med fokus på tryghed og samarbejde
● Samtaler om nabohjælp og fællesskab i krisetider
“Klar til krise?” henvender sig til voksne og børnefamilier, der ønsker at være bedst muligt forberedt – og samtidig få en hyggelig og lærerig dag i naturen.


