Syd for Sindal ligger et af landets mest ambitiøse biogasanlæg. Siden 2017 har Sindal Biogas omdannet biomasse og gylle til grøn energi og tiltrukket investeringer for over 300 millioner kroner.
Bag projektet står landmand Morten Glenthøj og hans kone Karen Kirketerp, som med støtte fra Copenhagen Infrastructure Partners har skabt et af de største biogasanlæg i Nordjylland. Ambitionen er nu at blive blandt de største i hele Danmark.
Trods politisk opbakning og grønne visioner er økonomien imidlertid og som tidligere omtalt under pres. I 2024 tabte virksomheden 94 millioner kroner, og i år forventes underskuddet at vokse til over 100 millioner. Direktør Jesper Horne kaldte situationen “relativt dybt nede i sovsen” og er nu fortid i virksomheden. Det skriver Nordjyske.
Ny direktør er Mikkel Søndergaard, tidligere fra CS Wind Offshore. Hverken stifter Morten Glenthøj eller majoritetsejeren Copenhagen Infrastructure Partners har ønsket at kommentere direktørskiftet hos Sindal Biogas.
Link til relateret artikel


